Svenske tilstande

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Knap 800.000 svenskere – eller 13 pct. af de afgivne stemmer, der søndag blev sat ud for det socialkonservative parti Sverigedemokraterne – tæller ikke. De er ikkeeksisterende og udelades simpelthen, når det afgøres, hvem der skal lede Sverige de næste fire år. Både den borgerlige regering og den venstreorienterede opposition gik til valg på, at Sverigedemokraterne ikke skulle have nogen indflydelse på svensk politik, til trods for at partiet nu er landets tredjestørste.

Det skyldes som bekendt, at Sverigedemokraterne er racister. Eller at de engang har været det. Eller at de i virkeligheden er det lige under overfladen. Det står ikke helt klart, hvad der er fortid, og hvad der er nutid, bortset fra at Sverigedemokraterne er og bliver racister og følgelig skal isoleres, som var de pestbefængte.

Dette ræsonnement har mere end et barnligt drag over sig. Det er desuden uholdbart, så længe partiet stedse vokser til trods for årelange kampagner mod partiet og dets repræsentanter, der overvåges, chikaneres og jagtes på måder, der burde være et demokrati fremmed, men er blevet dagligdag i magtens korridorer og blandt journalister, hvis opgave det normalt er at tvivle på alt – især på magthaverne, og det er overvejende sandsynligt, at partiets opbakning i nogen grad skyldes harme og vrede over den helt specielle behandling, partiet får i medier, kulturverden og politik.

Sverigedemokraterne er langt fra engle, men de udfordrer de siddende magthavere. På indvandringen, på sammenhængskraften, på den bærende multikulturelle fortælling om Sverige, i skolepolitikken, retspolitikken, forsvarspolitikken og i forhold til etablissementets nærmest religiøse mantra om åbenhed, tolerance og ligeværd.

At det først og fremmest er den svenske regerings interesse at varetage det svenske folks konkrete interesser og blivende værdier, er mildest talt uden for skiven i Sverige, hvor en sådan ambition takseres som fremmedfjendtlig. Kun meget få svenske politikere tør indrømme offentligt, at der findes noget, man kan kalde det svenske folk og det svenske folks interesser. Derimod gør utallige af dem gældende, at alverdens folk har ret til at søge asyl i Sverige – og gerne får det – dels fordi asyl i Sverige opfattes som noget nær en menneskeret, dels fordi Sverige skønnes at have brug for indvandrere til at holde gang i hjulene. Målet er et fremtidssamfund uden fordomme og traditioner med en voksende flerhed af kulturer til erstatning af den udlevede gammelsvenske version.

Denne fornyelsesproces har nu efterhånden stået på i 40 år, oppefra-og-ned og ikke uden problemer. Det er disse problemer, som en voksende del af vælgerne oplever i deres hverdag. Men de fejes igen og igen ind under Ikea-tæppet og fylder ikke stort i forhold til arven fra den navnkundige statsminister Olof Palme. Det var ham mere end nogen anden, der begyndte at tale henført om det internationale samfund og Sverige som en humanistisk stormagt. Svenske socialister og liberale er fælles om denne arv, og en egentlig højrefløj findes ikke længere. En højrefløj, som værner om nationale hensyn, kristendom og en vis historisk kontinuite.

Det er her, Sverigedemokraterne kommer ind i billedet. Som en erstatning for noget, der forsvandt fra den politiske kultur i Sverige i årtierne efter 1968, hvor de borgerlige kun var borgerlige i økonomisk forstand. Sverigedemokraternes nylige popularitet udspringer af masseindvandringen og mislykket integration, men forudsætningerne blev skabt for længe siden.