Retsusikkerhed

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Anført af statsminister Helle Thorning-Schmidt er to tredjedele af regeringens ministre uddannet som embedsmænd; hovedparten som cand.scient.pol.

Ikke blot er de uddannet som embedsmænd. De tænker også som embedsmænd, opfører sig som embedsmænd og taler som embedsmænd.

De ser sig ikke som borgernes repræsentanter i ministerierne, men som ministeriernes repræsentanter over for borgerne. Konsekvensen er, at hensynet til ministeriet evig og altid vil overtrumfe hensynet til borgeren.

Intet sted er dette tydeligere end i Skatteministeriet, hvor cand.scient.pol. Morten Østergaard for tiden er skatteminister. Han har kun siddet 38 dage på posten, men har for længst demonstreret, at det er den embedsmandsuddannede Morten Østergaard, der er blevet minister.

Først da det i denne uge blev påvist, at Skatteministeriet og den udfarende enhed Skat i årevis har tilsidesat pålæg fra Folketingets Ombudsmand samt fortsat sin praksis for ejendomsvurdering på trods af at være underkendt af bl.a. Landsskatteretten, føler Morten Østergaard det nødtvunget at se nærmere på skattekontrollen. Men - med embedsmandens sikre instinkt vil Morten Østergaard ikke på forhånd love, at eftersynet vil føre til færre beføjelser for Skat. Bemærk, at navnet på denne forvaltningsenhed officielt staves med versaler for at understrege, at der i statsadministrationen ingen er over eller ved siden af SKAT.

Denne herremandsmentalitet understøttes af, at Skat har flere beføjelser end politiet som en understregning af, at intet i landet med verdens højeste skattetryk er vigtigere end at opkræve skatter og afgifter. Når det gælder politiets fremfærd, nyder borgerne en rimelig retssikkerhed med bl.a. retskrav om dommerkendelser og andre regler, der skal sikre, at Danmark ikke skal ende som en politistat.

Tilsvarende borgerbeskyttelse gælder ikke, når det drejer sig om skatteopkrævning. Her har skiftende regeringer og folketingsflertal besluttet, at borgernes retssikkerhed næsten altid må vige for Skat, som også har ret til at tilsidesætte boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed. Og måtte borgerne formaste sig til at gå til domstolene og dér få medhold, er det bestemt, at Skat ikke skal betale modpartens udgifter til retssagen. Selv om borgerne har ret, og Skat har uret, skal borgeren undgælde for sin formastelige udfordring af systemet.

»Retssikkerheden på skatteområdet skal være i top,« udtaler skatteminister Østergaard til denne avis. Men retssikkerheden kan aldrig »være i top«, så længe det er Skatteministeriet og Skat, der egenmægtigt skal vurdere, om skattekontrollen er løbet løbsk, eller så længe borgerne ikke får godtgjort alle udgifter – inklusive betaling for tidsforbruget – når de vælger at gå til domstolene og får medhold.

Morten Østergaard har intet reelt ønske om at ændre borgernes retssikkerhed, da det uvægerligt vil føre til et tab af indtægter for stats- og kommunekasserne.

Når man læser Morten Østergaards ordvalg, går øvelsen ud på at »genoprette tilliden til Skat«. Underforstået: Hvis det kan lade sig gøre med lidt vinduespynt, vil der ikke ske ændringer ved gennem lovgivning i markant grad at stække Skats beføjelser eller styrke borgernes reelle retsstilling.

Som skatteminister opfører Morten Østergaard sig som Skatteministeriets mand over for borgerne. Anderledes evner embedsmanden ikke at agere, og derfor skal Skat nok selv bestemme de snævre grænser for borgernes retssikkerhed.