Politisk nedtur

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hvor regeringen Thorning-Schmidts første leveår var præget af flodbølgen af løftebrud, har dette år været kendetegnet ved regeringens og mange ministres simple udygtighed.

Mens 2012 viste en regering, der på alle vigtige områder besluttede at gennemføre den stik modsatte politik af, hvad man var gået til valg på, blev 2013 et lavpunkt ikke alene for selve det politiske håndværk, som vælgerne betror enhver regering at udøve, men også for de lidt højere principper om regeringens førelse, om gennemsigtbarhed i beslutningsprocesserne og om en troværdig fremtoning og forvaltning af ansvaret i almindelighed.

2013 blev simpelt hen et annus horribilis for en regering, der allerede efter to år ved magten forekommer nedslidt og udbrændt. Den ene skandalesag afløste den næste; ministre måtte gå af i rekordtempo, en forfjamsket statsminister forsøgte at smile sig fra det hele - og vælgerne kvitterede ved at fastholde SRSF på en historisk lav tilslutning. Hvis man for et år siden mente, at det var den rene ynk, viste 2013 desværre, at det sagtens kunne blive endnu værre.

Regeringen trådte til for et par år siden med mange trompetfanfarer om, hvor ”historisk” den selv og dens ambitioner er. Man må sørgmodigt konstatere, at det kan være rigtigt nok; desværre bare på den ufede måde. Regeringen underbyder det meste af, hvad man kan huske i nyere dansk parlamentarisk historie, og det siger formentlig ikke så lidt. Den nøgne mangel på kompetence hos mange af ministrene vil blive stående for eftertiden, men også udmøntningen af det politiske indhold skrabede bunden.

På den økonomiske front var der flere udmærkede initiativer. S og SF ankom for alvor til den virkelige virkelighed og erkendte, at det er det private erhvervsliv, vi alle skal leve af. Der blev strammet noget op på overforbruget i den offentlige sektor, og det blev også til et par hårdt tiltrængte reformer i junglen af overførselsindkomster. Dette var den såkaldt nødvendige politik, som finansminister Bjarne Corydon forestår, og det er udmærket, selv om det ikke er nær nok.

På alle andre områder må regeringen - især S og SF - se sig selv i spejlet og stilfærdigt spørge: Var det virkelig derfor, vi så vildt ønskede at komme i regering? Tag f.eks. den nye offentlighedslov - rettelig en mørklægningslov - der lukker ned for offentlighedens indsigt i, hvad der foregår i magtens indre cirkler. Husker man, hvordan alle nuværende regeringspartier før valget i 2011 rasede mod udspillet? Knap var man selv kommet til fadet, før man overtog hele manøvren. Og dét i et hold regeringspartier, der øverst i sit regeringsgrundlag har en formulering om, at man på en helt ny - vel ”historisk” - måde vil fremme den gode regeringsførelse.

Kritikken må navnlig rette sig mod S og SF. De Radikale kører deres politik igennem, og det er svært at fortænke dem i. S-SF derimod står afklædte og forpjuskede tilbage under Margrethe Vestagers sikkert hårde regimente. Hvad SF vil i regeringen, forbliver en gåde. Den nye formand, Annette Vilhelmsen, forekommer spejlblank. Det kan kun være udsigten til endnu et opslidende formandsopgør, der afholder de mere indsigtsfulde kredse i partiet fra at fjerne hende.

Statsministeren selv forbliver en gåde. Hvad vil hun med magten? Hvad er meningen med de fortsatte løftebrud? Hvad lærer hun mon af de mange skandaler? Vi ved det ikke og får det formentlig heller aldrig at vide. Hér ligger en del af forklaringen på, at det stadig ikke er lykkedes hende at etablere en nogenlunde bæredygtig relation til befolkningen.