Thailand i krise

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Med kun få dage tilbage af 2013 ser det ud til, at Thailand kommer helskindet ud af endnu et tumultagtigt år, takket være den højt respekterede kong Bhumibols indgriben i den seneste krise, hvor 100.000 protesterede i gaderne mod regeringen.

Men at det i 2014 hastigt kan komme til et afgørende politisk opgør, er desværre en kendsgerning. Der er ikke meget, der efter to års relativ ro tyder på, at det efter den forvirrende udvikling i den seneste måned vil lykkes for alvor at skabe stabilitet i det politisk sønderrevne land.

Decembers uroligheder, som kun blev midlertidigt bragt til ro med den nu 86-årige monarks fødselsdagstale til nationen, vil køre videre. Den politiske gyser vil fortsætte i dette land, hvor militærkup har været hverdagskost, og hvor slagne politiske partier konstant har bragt uro. Det egentlige problem? Formentlig den uerfarne premierminister Yingluck Shinawatra, der er totalt ude af trit med nationens problemer, medens nationen reelt styres fra Dubai af hendes eksilerede bror, milliardæren Thaksin Shinawatra.

Denne gang begyndte hele balladen med forslaget om en amnestilov, der ville have frigjort Thaksin Shinawatra for de anklager om og domme for korruption og magtmisbrug, som jog ham ud af thailandsk politik. Loven blev vedtaget i underhuset, men hastigt dræbt i senatet. Og Yingluck og hendes regering måtte konstatere, hvor upopulære de er selv blandt de rødskjortede tilhængere.

Så nu er Thailand tilbage i den politiske rodebutik, som det har befundet sig i siden midten af 2000-tallet. Det er rødskjorter mod gulskjorter suppleret af en tredje skjortefarve, Thai-skjorterne; den protestbevægelse, der bruger det nationale flags farver som sine.

Meget peger desværre på endnu flere blodsudgydelser, som i sidste ende vil føre til regeringens fald. Premierministerens beslutning om at opløse parlamentet og gennemføre et hurtigt valg vil ikke løse problemerne efter mere end et årtis modsætninger mellem rige og fattige. Med en opposition, der kun har støtte fra middelklassen i Bangkok, de ikke-muslimske områder i syd og nogle statstro royalister, vil det stadig være de fattige vælgere i nord og øst, som i 2001 bragte Thaksin Shinawatra til magten, der afgør spillet.

Regeringen og oppositionen satser begge på kong Bhumibols autoritet i forsøget på at styrke deres position. Men kongen er ved skrøbeligt helbred og optræder sjældent offentligt. Ingen aner, hvor længe han kan leve, og endnu mere usikkert er det, om det thailandske monarki kan overleve efter ham.

I kulissen venter den thailandske hær, der de seneste 80 år har gennemført 18 kup, men som denne gang har holdt sit løfte om ikke at blande sig direkte i problemerne. Hvor længe tålmodigheden varer, ved ingen,eftersom generalerne ikke just er tilhængere af Thaksin-klanen, og fortsætter den politiske uro, kan hæren igen blive en aktiv spiller.

Ét er sikkert: Med den korruption, der gennemsyrer det politiske spektrum, og med et i realiteten misfungerende retssystem, vil protesterne fortsætte.

Thailand vil i 2014, hvis ikke politikerne på begge sider uegennyttigt indser det livsnødvendige i at finde et kompromis, stå over for nye optøjer og blodige sammenstød af en sådan styrke, at nok kun hærens indgriben kan redde nationen fra det totale kaos. Det kan ske, inden det bebudede valg i februar bliver en realitet.