Revner i muren

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Jeg kan simpelt hen ikke genkende det parti, jeg har været medlem af i 40 år.«

Leif Andersen, pensioneret jord- og betonarbejder

Ved et tilfælde udkom i ugens løb to højinteressante bøger, der hver for sig udstiller og forklarer Socialdemokratiets krise. Citatet ovenfor er fra Lars Olsens ”En bygning slår revner” om, hvordan hele det socialdemokratiske fundament er ved at krakelere. Samtidig udkom Pia Kjærsgaards erindringer, der handler om hende selv og hendes eget liv, men som sideløbende bidrager kvalificeret til en diagnose på, hvor meget dagens socialdemokrati har fjernet sig fra sine rødder.

Umiddelbart er det naturligvis de hæmningsløse løftebrud, der bereder Helle Thorning-Schmidt og dagens S-top de største kvaler. Det er og bliver dem, der er årsagen her og nu til, at partiet er dykket ned under forrige valgresultat, som partitoppen selv omtalte som en katastrofe. Men i et lidt længere perspektiv begyndte Socialdemokratiets nedtur engang i 1960’erne, da akademikere og djøf’ere tog over. Det skete fra et meget højt vælgerniveau og via arbejdsmanden Anker Jørgensen, men tendensen har entydigt været, at partiet har fjernet sig fra vælgere med almindelig lønmodtagerbaggrund og givet sig den højere middelklasse i vold.

Danmark er et lille land, men der kan være stor forskel på de forskellige grupper. Det må være de store folkepartiers opgave at balancere, favne bredt og anlægge et helhedssyn. Dén opgave har de seneste årtiers socialdemokratiske ledelser ikke magtet. Man har satset ensidigt på at få de nye, veluddannede storbyvælgere i tale, men er blevet overhalet i det kapløb af både De Radikale og Enhedslisten.

I dagens socialdemokratiske folketingsgruppe sidder ganske få ikke-akademikere, og man må konstatere, at det betyder noget. Det skær af verdensfjernhed, der præger S i dag, må også have sin årsag i, at de mange højtuddannede naturligvis interesserer sig for deres egne cirkler, der undertiden kan snurre ganske langt fra den virkelige virkelighed, som den leves blandt helt almindelige - og også såkaldt jævne - danskere. Tvungen barsel til mænd, mange af de luftige bud på ”grøn omstilling”, skatter og afgifter af alle slags, det ekstreme fokus på boglig uddannelse og udlændingepolitikken er tilfældige eksempler, der viser, hvor meget ude af trit S-toppen er med livet uden for Christiansborg.

På den baggrund er det ikke helt skævt, når Pia Kjærsgaard gør krav på, at DF er tidens sande socialdemokrater. Mange af DF’s mærkesager hører bestemt til i en kategori, der optager mange oprindelige socialdemokrater. Den foragt for DF, som Poul Nyrup Rasmussen tilkendegav med sine dehumaniserende bemærkning om de ”ikke-stuerene”, var reelt en falliterklæring over for partiets egen historie. At den villigt blev overtaget af en næsten enig kulturelite med Carsten Jensens omtale af DF-vælgere som »skimlede kældermennesker« som et nyt lavpunkt, gjorde kun S-problemerne større.

Socialdemokratiet af i dag har opgivet at favne bredt. Det gør de andre store partier heller ikke nødvendigvis, men de bærer heller ikke på den samme historiske arv og forpligtelse til at være et parti med ”Danmark for folket” som ledetråd og vision. Det handler ikke om, hvorvidt statsministeren har en dyr taske eller går præsentabelt klædt - det er hun da forpligtet til i embeds medfør. Det handler om et parti, der - formentlig ubevidst - har kappet linen til sine rødder og sin basis og givet sig helt bestemte befolkningssegmenter - den snakkende klasse - i vold. Det er faktisk synd for os alle.