Skattefarcen
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Så småt er den såkaldte skattesagskommission ved at udarte til en farce. Den blev nedsat af politiske årsager, og med den seneste udvikling i sagen med tilsynekomsten af et anonymt brev, der tilsyneladende retter grove beskyldninger mod Venstre-toppen, er politiseringen og dermed devalueringen af kommissionen kun blevet værre.
At kommissionen overhovedet tager et anonymt brev alvorligt må overraske. At brevet gelejdes videre til politiet er rent ud forbløffende. Hvad forestiller man sig mon, at politiet skulle kunne bidrage med? Og hvad hvis der i morgen ankommer endnu et brev med beskyldninger mod Helle Thorning-Schmidt? At kommissionens formand, dommer Lars E. Andersen, er blevet overtrumfet af kommissionens to menige medlemmer, fuldender blot et indtryk af, at kommissionsarbejdet søges påvirket af kræfter, der har stærke interesser i et bestemt udfald. Det er simpelt hen pinligt.
Skattekommissionen blev nedsat som noget af det første, efter at SRSF-regeringen var blevet etableret. Det var den virkeligt magtpåliggende at få undersøgt – i form af en kommissionsundersøgelse – de mange rygter, halvkvædede viser og spinorkestrerede forlydender, der har omgivet håndteringen af Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag. Den sag kan bruges og misbruges på mange måder og er sandelig blevet det. Det bedste man kan sige er, at regeringen – og Thorning-Schmidt i særdeleshed – ligger, som den har redt. Den ville denne kommission af politiske årsager; nu går kommissionen under i politiske manøvrer.
Regeringen må være såre skuffet over forløbet af de hidtidige afhøringer i kommissionen. Der er slet ikke blevet tilvejebragt den rygende pistol, man havde satset på. Det er – foreløbig – ikke dokumenteret, at Venstres top overskred sine beføjelser i retning af at søge at påvirke selve skattesagens udfald. Det var den, der handlede om, hvorvidt Stephen Kinnock skulle underlægges verdens hårdeste skattetryk, eller han kunne nøjes med at betale sin skat i Schweiz.
Sagen har været gennempolitiseret fra første færd. At se de mange embedsmænd, spindoktorer og nuværende og tidligere toppolitikere aflire deres indstuderede forklaringer har i sig selv været en slags demokratisk og forvaltningsretlig falliterklæring. At regeringen greb til nedsættelse af en kommission er et selvstændigt vidnesbyrd om den lethed, som brugen af disse kommissioner og kommissionsdomstole repræsenterer: Politisk handlekraft pakkes ned i en syltekrukke; politikerne gemmer sig bag eksperter og jurister. Det er en bekymrende udvikling.
Det vil ikke være mindre bekymrende, om det nu bliver praksis, at en ny regering som noget af det første nedsætter en kommission under et eller andet påskud for at sværte sin forgænger. Men i princippet vil ingen kunne nægte en evt. borgerlig regering den samme ret efter næste valg. Hvad med f.eks. at gå alle SRSF's brudte valgløfter efter i sømmene under et passende påskud?
Kommissionen er druknet i gustne dagsordener. Tilbage for en bredere offentlighed vil stå mindet om, hvor aktivt ægteparret Thorning/Kinnock sørgede for at skaffe sig en nedsat skattebetaling. Den blev gjort op helt ned på enkelte døgn; på yderste decimal. Det var statsministerens gode ret – de færreste danskere betaler mere i skat end nødvendigt – men det vidner så også om en bestemt tilgang. Alt taler for, at Thorning kommer til at fortryde beslutningen om at nedsætte skattesagskommissionen herfra og til næste valgaften.