En ny 29. august

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Med en symbolik af nærmest realpolitisk virkelighed er statsminister Helle Thorning-Schmidt trådt i karakter på 70 års-dagen for det officielle Danmarks brud med den tyske besættelsesmagt den 29. august 1943. Befriende klar i mælet har hun gjort det klart, at Danmark er rede til at deltage i en USA-ledet militær aktion mod Syrien – også uden FN-mandat, hvis det skulle blive nødvendigt.

Med sin klare udmelding tager statsministeren i virkeligheden det endelig opgør med fodnotepolitikken og småstatsfilosofiens »Hvad skal det nytte?«. Lad så blot det store korps af politiske analytikere bore i, at hun mandag udtalte, at dansk opbakning til eller deltagelse i en eventuel militær intervention ikke er aktuel i den nuværende situation for dagen efter at knæsætte som dansk politik, at hvis ikke FN’s Sikkerhedsråd vil reagere, så er vi nødt til at overveje alternative reaktionsmønstre. Hun har oplagt fået informationer, der får hende til at sige, at »nok er nok«. Det afgørende er, at hun melder så tydeligt ud, at Danmark er en troværdig allieret i en krisesituation. Hun og regeringen har truffet et valg i et politisk dilemma, hvor der ingen smutveje er, og hvor det moralsk ikke nytter at trykke sig i lejet.

Netop derved er tråden 70 år tilbage i tiden til den 29. august 1943 så tydelig.

Samarbejds- og forhandlingspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943, hvor regeringen holdt op med at fungere, var udtryk for et folkeligt opgør – af historikeren Hans Kirchhoff kaldet Augustoprøret – med passiviteten i de første krigsår og kollaborationens selvforstærkende inerti, der gjorde fredsbesættelsens samarbejde med nazisterne til en farlig glidebane, som truede med at tilføre Danmark status af vasalstat. Oprøret havde mange facetter, men en af dem var, at de afgørende moralske valg ikke kan udskydes i det uendelige. Derfor blev den 29. august 1943 også et brud med 70 års dansk udenrigspolitisk tænkning, der førte fra neutralitet til modstand og alliancepolitik, som via Nato forankrede Danmark i den vestlige blok.

Den mindekultur, der omfatter Besættelsen, har haft tre datoer med særlig placering i det, historikerne kalder den kollektive bevidsthed: Den 9. april (1940), den 29. august (1943) og den 5. maj (1945). April- og majdagene havde i de første årtier den største betydning for danskerne, men efterhånden som færre og færre har erindring om dem, træder den 29. august stedse kraftigere frem på grund af sin moralske symbolværdi med de eviggyldige valgspørgsmål, den stiller. Af samme grund lod den borgerlige regering denne dato indgå i sin historiske kanon.

Tidligere statsminister og nuværende Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen gjorde for 10 år siden mindedagen til eksplosiv værdipolitik, da han i en tale på 60 års-dagen tog et opgør med samarbejdspolitikkens rationale og sagde, at Danmark for længe havde sejlet under bekvemmelighedsflag. Det blev han mildt sagt ikke populær på i historikerlavet eller i den kulturradikale lejr.

At hans synspunkter nu lyses i kuld og køn af en socialdemokratisk efterfølger, er et udslag af den ironi, historien er så fuld af. Under alle omstændigheder skal det anerkendes, at statsminister Helle Thorning-Schmidt handler som en regeringschef af gavn og får fodslæbende radikale og tvivlende folkesocialister til at rette ind. Om ikke andet så uofficielt kan Helle Thorning som sin forgænger H.C. Hansen tituleres stats- og udenrigsminister.