Krisen koagulerer

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Mens sommersolen skinner over Sydeuropas feriesteder, og turisterne nyder tilværelsen tilsyneladende uanfægtede af den økonomiske krise, som i snart fire år har præget Europa, har de unge i Spanien, Italien, Portugal og Grækenland masser af tid til at kigge på. For nok kan det se ud, som om de stramme spareprogrammer, som den europæiske trojka EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond har pålagt disse lande, som er europæernes foretrukne feriemål, har en vis virkning på den totale arbejdsløshed.

Men de unge under 25 er hårdt ramt. I Italien er over 40 pct. af dem arbejdsløse, i Portugal er tallet over 42 pct., i Spanien går halvdelen af de unge ledige rundt, og Grækenland tegner sig med omkring 60 pct. for en deprimerende førsteplads. Så den optimisme, der trods alt prægede EU's topmøde i juni, er ubegrundet. Når der ikke er tilstrækkeligt med investeringer og stimulerende økonomiske tiltag i disse sydeuropæiske lande, er deres fremtid, de unge og arbejdsduelige, ved at blive tabt.

Den europæiske krise er ved at koagulere som blod, der ikke kan cirkulere.

Der er på ingen måde sat en stopper for den gældskrise, der har sønderrevet de sydeuropæiske økonomier, og som trods reformpresset fra trojkaen og de livgivende euroindsprøjtninger, fortsat hærger.

Sydeuropa kan ikke komme ud af krisens hængedynd. Tilbageslagene har gjort regionens lande fattigere. For der er for få skatteindtægter, og der er yderligere træk på statskasserne med de mange arbejdsløse unge.

Der er kun én løsning, og den har magtes- og viljeløse europæiske politikere nu uden resultat diskuteret i årevis. Der skal skabes vækst. Men der bliver ikke skabt vækst. Og uden vækst går det forbrug, som skaber arbejdspladser, i stå, og når et land går i stå, flygter investorerne til mere sikre og lukrative steder.

Så lad os med forhåbning se frem til, at optagelsen af Litauen i euroland om kun et halvt år, vil give Europa det spark bagi, som er nødvendigt. For der er jo sikkert gode grunde til, at de europæiske finansministre gav dette baltiske land deres blå stempel.

Her har vi et land, som ifølge EU har en stabil økonomi og et solidt finansielt system. Lige præcis, hvad masser af lande i Sydeuropa mangler. Et land, som investorerne vil synes om. Og det kan der næppe herske tvivl om, for samtidig med optagelsen i EU får Litauen nye skattelove, som vil gøre det særdeles attraktivt at placere penge her.

De nye skattelove vil gøre det muligt ikke blot at parkere penge i Litauen til gode renter, men også til lavpris at flytte dem videre til skattely som Cayman Islands, og det vil ikke mindst tiltale de russiske investorer, som fik en blodig næse i Cypern.

Så tillykke til EU. Cypern er ude af billedet. Men med Litauen har EU fået et nyt skatteparadis. Og er der noget, som EU trænger til lige nu, så er det at have et attraktivt ferie- og skatteparadis, som kan tiltrække de internationale investorer. Man kunne selvfølgelig få den tanke, at Litauen med tiden vil ende som Cypern, og at det i længden vil destabilisere den europæiske økonomi yderligere. Men skam få den, som i sommervarmen gør sig sådanne dystre tanker.

For der er jo så meget andet at forholde sig til i en problematisk europæisk sammenhæng. For eksempel de mange unge, der ikke kan finde et arbejde.