Luftbårent vanvid

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Statsstøtte i enhver form er en uskik, dels fordi den underminerer en fri markedsøkonomi, dels fordi den de facto gør staten til mere eller mindre direkte medejer.

Luftfarten er en af de industrier, hvor den statslige indblanding traditionelt har været og fremdeles er stor.

Mange luftfartsselskaber er delvist statsejede, ligesom mange lufthavne er helt eller delvist offentligt ejede. Herhjemme gælder det samtlige trafiklufthavne, ligesom staten er medejer af luftfartsselskabet SAS, og - som det viste sig tidligere på året - en meget aktiv medejer, der ikke viger tilbage for direkte intervention i forhandlinger om løn- og arbejdsforhold. Noget sundhedstegn er der bestemt ikke tale om.

Enhver, der i denne sommer bruger lufttransport til og fra en feriedestination, kan bevidne, at luftfartsindustrien trænger til en gennemgribende regelsanering, der sætter forbrugerne i centrum og effektivt får ryddet op i de mildt sagt særprægede prissystemer, som luftfartsindustrien har udviklet.

Billetter, der umiddelbart synes billige, ender med at blive dyre, når der skal tilkøbes ret til at medbringe bagage; betales såkaldte gebyrer for tvungen selvbetjening på internet; såkaldte administrationsgebyrer; absurde gebyrer for betaling med kreditkort, selv om betaling kun kan ske med kreditkort; mærkværdige olietillæg uden synlig relation til priserne på flybrændstof; passagerservicegebyrer; passagerfacilitetsgebyrer; immigrationsgebyrer; toldgebyrer; lufthavnssikkerhedsgebyrer; støjbegrænsningsgebyrer; og lufttransportskatter, for blot at nævne de hyppigst forekommende.

På interkontinentale flybilletter er det ikke usædvanligt, at disse myriader af gebyrer, afgifter og skatter udgør en tredjedel af prisen. På europæiske ruter udgør de ikke sjældent hen ved halvdelen af billetprisen.

EU's konkurrencekommissær, Joaquín Almunia, har kort før sommerferiesæsonen bebudet nye retningslinier for statsstøtte til luftfarten, hvad der som udgangspunkt er et velkomment skridt; men desværre lægger EU-Kommissionen hverken op til at forbyde offentlig støtte til luftfartsselskaber eller lufthavne, lige som der ikke er tegn på en oprydning i luftfartsindustrien pris- og gebyrvanvid. I en krisetid, hvor mange europæere for alvor tvivler på værdien af det europæiske projekt, og hvor Storbritannien direkte flirter med tanken om at forlade Den Europæiske Union, er det tankevækkende, at den EU-Kommission, der har benyttet finans- og statsgældskriserne til målrettet at bemægtige sig kontrollen med medlemslandenes statsbudgetter, finanstilsyn og andre myndighedsområder, som hidtil har henhørt under den nationale suverænitet, ikke finder det fornødent at opstille et regelsæt for luftfartsindustrien, der ikke blot gør billetpriserne umiddelbart sammenlignelige, men også rydder op i junglen af gebyrer, skatter og afgifter.

Da så godt som alle EU-medlemslande direkte eller indirekte er aktører i luftfartsindustrien, er ordentlige forhold samt fri og fair konkurrence urimeligt svære at tilvejebringe.

Et første vigtigt skridt er at forbyde enhver form for offentlig støtte og offentligt ejerskab, da det vil stille regeringerne friere til at træffe beslutninger til gavn for de europæiske forbrugere i stedet for luftfartsselskaberne og deres aktionærer.

Alle prognoser peger i retning af en vækst i lufttrafikken, der mange år frem vil ligge væsentligt over den økonomiske vækst. Intet tyder imidlertid på, at gennemsigtigheden i prisstrukturer og prissætning vil blive bedre. Tværtimod er der grund til at imødese endnu mere vanvid i luften.