Skæbnetimen

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det måtte ske. Det egyptiske militær er nu en aktiv del af det opgør, som er ved at sønderrive Egypten, efter at Det Muslimske Broderskab og den demokratisk valgte præsident, Mohamed Mursi, overtog magten efter den autoritære Hosni Mubarak, som folket væltede.

Om det betyder en total militær magtovertagelse, ved ingen. Men det var ventet. Militæret havde truet med at gribe ind, hvis ikke politikerne kunne klare problemerne. Da mange millioner egyptere i weekenden gik på gaden for at protestere mod Mursi og Det Muslimske Broderskab, gjorde militæret alvor af truslen og satte mandag uden at konsultere præsidenten et 48 timers ultimatum for en løsning af krisen.

Egyptens første islamistiske præsident er nu for alvor i vanskeligheder, og Egypten selv er midt i et uoverskueligt kaos. Når man tager politikernes og præsidentens hidtidige magtesløshed i betragtning, er det næppe sandsynligt, at præsident Mursi kan forblive i sit embede.

Men at militæret skulle kunne løse de alvorlige problemer på en måde, som kan bringe Egypten på fode, er ikke troværdigt. Generalerne har ikke den nødvendige kapacitet til at fastholde den politiske dialog, som kom med Mursi, og som er en absolut betingelse, hvis Egypten skal skabe et demokrati.

Derfor bør militæret give Mursi mere tid. Han overtog et autoritært og økonomisk fallitbo, hvis problemer ikke kunne løses på et år. Han er demokratisk valgt, og han har vist viljen til at søge politisk forståelse med sine modstandere.

Mursi lovede letsindigt, da han blev indsat som præsident, at han på 100 dage kunne give Egypten en demokratisk og økonomisk ansigtsløftning. Det løfte var umuligt at holde. Derfor står han nu næsten magtesløs over for den frustration og vrede, som hans befolkning gennem demonstrationerne viser på Tahrir-pladsen og over det meste af faraoernes gamle land. Men hvis befolkningen tror, at det ved et nyt oprør efter fem årtiers diktatur og økonomiske katastrofer kan lykkes at finde den magiske formel for et nyt demokratisk og økonomisk velfungerende Egypten, tager den fejl. Der er ingen trylledrik, der kan helbrede Egyptens livstruende sygdom.

Hvis militæret tror, at det ved at overtage magten og gribe ind i den politiske proces kan redde stumperne, tager det lige så meget fejl. En militær intervention vil lukke alle veje på ruten mod det demokrati, som folket ønsker og kæmper for. Det er sandsynligt, at militæret har ventet på, at Det Muslimske Broderskab skulle fejle, så det kunne tage den magt tilbage, som det havde under Mubarak. Men hvad det agter at gøre, når dets ultimatum udløber onsdag, er uforudsigeligt.

Det eneste lyspunkt, om end svagt, er, at militærets ultimatum har tvunget regeringen og oppositionen til at arbejde sammen for en løsning. Det eneste alternativ er en skærpelse af magtkampen, som vil tvinge Egypten endnu længere ud i den sump af mismod, som nu hersker, og som definitivt og for lang tid vil afspore den demokratiske proces.

Hvis militæret griber ind, og den politiske proces sættes i stå, er Egyptens kurs mod frihed og demokrati slut. Den frihed, som befolkningen trods alt har fået efter Mubarak, og som Tahrir-pladsen efter 50 års undertrykkelse er blevet symbolet på, er nu i politikernes hænder.

Tilbage er kun at håbe, at generalerne forstår, at deres eneste mulighed er at skabe den tro på fremtiden, som befolkningen kræver.