Djøf-konsultation

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Ja, du har jo godt nok en slem infektion, fru Larsen, og egentlig burde du straks indlægges på hospitalet. Men jeg har opbrugt min hospitalsindlæggelseskvote, og hvis jeg indlægger flere, bliver jeg idømt en bøde af sygesikringen, så jeg er nødt til at sende dig hjem med en recept på noget penicillin. Så må vi se tiden an.«

Eller: »Ja, den knop på halsen ser godt nok slem ud, og måske er det hudkræft. Så egentlig burde jeg straks henvise dig til en hudspecialist, men jeg har opbrugt min henvisningskvote, så vi må nok se tiden an og håbe det bedste. Modermærkekræft udvikler sig jo typisk også meget langsomt, så vi kan se på sagen, når jeg får min næste kvote.«

Sådan afsluttes samtaler selvfølgelig ikke i en lægekonsultation. Når en person skal på hospital, skal vedkommende på hospital, og det er lægens suveræne afgørelse, om patienten skal have dette tilbud. Lidelser, som kræver specialbehandling hos ørelæger, hudlæger, neurologer, ortopædkirurger m.v. skal selvfølgelig også henvises. Det er en afgørende del af hele konstruktionen med den praktiserende læge som borgerens primære indgang til sundhedsvæsnet.

Langt de fleste lægelige problemer ordnes i konsultationen, og en lille del, som kræver yderligere behandling, henvises efter lægens faglige vurdering til videre behandling i sundhedssystemet, og sundhedssystemet melder selvfølgelig tilbage til den praktiserende læge, som stadig er patientens primære kontakt med sundhedssystemet og skal være i besiddelse af alle relevante sundhedsoplysninger.

Men i den forløbne uge kom det på Jyllands-Postens foranledning frem, at regeringen og partiet Venstre har udarbejdet et notat, som i sin yderste konsekvens kan føre frem til absurditeter som de tænkte eksempler i indledningen: Straf til de praktiserende læger, som henviser flere patienter, end sygesikringen anser for passende, og belønning til dem, som undlader at henvise patienter til videre behandling i sundhedssystemet. Det er naturligvis udtryk for den tiltagende og utålelige djøfisering af samfundet, som har inficeret det meste af den offentlige sektor gennem allerede mange år. Socialrådgivere, hjemmehjælpere og sosuassistenter klager over, at de skal bruge det meste af deres arbejdstid på administrative opgaver, som primært handler om at udfylde skemaer og dokumentere hver eneste bevægelse. På socialrådgiverområdet er der i de fleste tilfælde blot et kvarter eller mindre tilbage til klientkontakt af hver arbejdstime.

Hvis det er udsigten for de praktiserende læger, hvad man ved nærlæsning af den tilstundende konflikts kernepunkter godt kan få indtryk af, så er det fuldt forståeligt, at lægerne markerer en grænse.

Det er naturligvis lægen, der ud fra en rent lægevidenskabelig vurdering skal afgøre, om en patient skal sendes til videre behandling i sundhedssystemet. Den administrerende og kontrollerende klasse har uomtvisteligt forstand på tal og statistikker, men dens repræsentanter har ikke og skal ikke have forstand på, hvad der foregår mellem lægen og patienten, og da slet ikke blande sig i det.

At myndighederne til enhver tid skal have mulighed for at kontrollere, om den enkelte læge udfører sit hverv med den faglighed og samvittighedsfuldhed, som må forventes, siger sig selv. Men en rent matematisk/økonomisk model, som i sidste ende afgør, hvornår en bestemt patient kan komme på hospitalet, er udtryk for en verdensfjern, teoretisk tankegang, som vil være til ubodelig skade for patienten.