Juristløftet og juristens faglige ansvar

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Undertegnede, der har bestået juridisk kandidateksamen, lover aldrig at vige fra ret og retfærdighed, aldrig at råde nogen til ufornøden proces og heller aldrig ved råd eller på anden måde at fremme nogen uretmæssig sag eller hensigt.«

Sådan lyder juristløftet. Forrige fredag underskrev de nye juridiske kandidater fra Aarhus Universitet dette løfte og gav derefter studieleder, professor Per Andersen, hånd herpå. Højtideligheden fandt sted ved et stort arrangement i universitetets imponerende aula. Højt til loftet, 19 meter som i Grundtvigskirken, der var arkitekt C.F. Møllers inspiration. Med storslået udsigt gennem endevæggens glasparti over den sommergrønne universitetspark, med byen og vandet yderst ude. Flottere kunne det ikke være. Det er de jurastuderende, der selv har taget initiativ til dette dimissionsarrangement, der nu igennem et par årtier er blevet en fast tradition. Med deltagelse af de nye jurister, deres familie, venner og bekendte. Og med repræsentanter for universitetets juridiske institut og en udefrakommende taler.

Juristløftet har gammel hævd. Det er ligesom lægeløftet et embedsløfte, der tager sigte på at fastholde de færdiguddannede kandidater på en faglig og holdningsmæssig troværdighed i udøvelsen af faget. Juristløftet udtrykker, hvad den enkelte og samfundet forventer, at juriststanden lever op til for at gøre sig fortjent til befolkningens tillid og respekt.

Juristløftet kom til verden med den kongelige forordning, der i 1736 grundlagde jurastudiet. Det fulgte af Christian VI’s befaling, at baggrunden var den ynkelige tilstand, som justitsvæsenet på daværende tidspunkt befandt sig i. Mangfoldige prokuratorer (advokater), dommere og embedsmænd var, hed det i befalingen, ukyndige, udygtige, moralsk anløbne eller ligefrem onde. Disse personer, der skulle være rettens tjenere, ophidsede tværtimod enfoldige mennesker til unyttige processer og fordærvede de sager, de var blevet betroet. Den juridiske uddannelse skulle bidrage til, hed det i den kongelige befaling, at hæmme eller i hvert fald med tiden begrænse denne misere og sikre, at landet kunne blive forsynet med dygtige og retskafne prokuratorer, dommere og embedsmænd.

Der er løbet meget vand i stranden siden 1736. I dag har vi en højt kvalificeret advokatstand, der er solidt forankret i advokatetiske værdier. Vi har en embedsstand, som internationale undersøgelser år efter år placerer i verdenstoppen, når det gælder fraværet af nepotisme og korruption. Og de danske domstole har europæisk rekord, når det gælder befolkningens tillid. Alt det kan vi roligt være stolte af.

Men træerne gror fortsat ikke helt ind i himlen. De senere års skandalesager i erhvervsliv og offentlig forvaltning har vist, at det – også for jurister – kan være svært at holde fast i idealerne. Det kan være svært ikke at blive slap i knæene og blød i stemmen, når pengene lokker. Og det kan være svært at slå i bordet og sige nej, når borgmesteren eller ministeren med mere eller mindre halvåbne øjne er på vej ud i usandheder, ulovligheder og anden dårligdom. Skandalesagerne viser, at juristløftet ikke har tabt sin aktualitet. Både i erhvervsliv og forvaltning er der fortsat brug for de gammeldags juridiske dyder som grundighed, rygrad og respekt for lov og ret.

Jura handler ikke om at kunne en masse paragraffer udenad. Det handler derimod om at forstå, hvad der er meningen med paragrafferne. Regler er vedtaget og udformet af mennesker. De er udtryk for værdier og holdninger, som de, der har vedtaget dem, har ønsket skulle være afgørende for løsningen af konflikter menneskene imellem og for styring af samfundet. Det er disse værdier og holdninger, formål og hensyn, man som jurist skal leve sig ind i. Først når man har gjort det, kan man anvende reglerne rigtigt.

Et godt råd er at holde sig ikke bare fra det, som man ikke selv forstår, men også fra det, som man ikke med almindelige ord kan forklare på en måde, som for folk i almindelighed virker fornuftigt og rimeligt. Juristens arbejdsredskab er ordet og evnen til at overbevise. Det, som virker bedst, er ikke løsrevne paragraffer og spidsfindigheder, men det, som kan forankres i virkeligheden på en fornuftig og forståelig måde.

I de nye juristers kommende job vil der hele tiden være nok at lave.

Der vil hele tiden være en sag mere, der skal ordnes. En rapport mere, der burde læses. En klient mere, der burde tales med. Og en tidsfrist, der presser sig på.

Men midt i al travlheden er det vigtigt at huske på, at noget af det vigtigste – både som menneske og som jurist – er at bevare interessen for tilværelsens mangfoldighed. Man bliver en bedre jurist, hvis man også giver sig tid til at læse en bog, se en god film og klappe sin hund. Hvis man da ellers har sådan en.

Og apropos det med hunden: En af mine kolleger i Højesteret har en tegning fra tegneserien ”Radiserne” hængende på sit kontor. På tegningen ser man Thomas, Søren Brun og Nuser. Alle tre ligger henslængt under et stort bøgetræ. Og Thomas siger så til Søren Brun: »Hvis man arbejder meget hårdt og opnår alt, hvad man ønsker sig, er det så det værd?«

Søren Brun sidder og stirrer fortabt ud i luften og ved åbenbart ikke, hvad han skal svare. Men over Nusers hoved er der en tankeboble, hvor der står: »Ikke hvis ens hund ikke ka li´en«.

Og det har Nuser jo ret i.

En jurist, der tror, at paragraffer er det vigtigste, har ikke forstået meget af, hvad det hele drejer sig om. Hverken i juraen eller i livet.