Danmark og flådens østersødilemma

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi har på det seneste set en russisk magtanvendelse i Europas baghave, som vi ikke har været vidner til i mange år. Det stiller naturligt det spørgsmål, om Danmark råder over de sikkerhedspolitiske værktøjer, som kan vise sig nødvendige at bruge i en fremtidig konfliktsituation i Østersøen.

På den lange bane kan udviklingen betyde, at Danmark må genoverveje sin sømilitære strategi, så der sikres den nødvendige fleksibilitet og variation i værktøjskassen, som var til stede, før ”fredsdividenden” blev hævet.

Vi er også nødt til at udvikle samarbejdet med de øvrige Østersølande. I særdeleshed Norge og Sverige, som har været mere tilbageholdende i flådetransformationerne og dermed bibeholdt deres fleksibilitet i form af f.eks. korvetter og ubåde, foruden deres fregatter. Kun dermed kan de nordiske lande i samarbejde skabe den nødvendige variation i den sømilitære tilstedeværelse i Østersøen.

I 2010 fejrede den danske flåde sit 500-årsjubilæum. Igennem den tid har der kun været ganske få perioder, hvor flåden og dens ansatte har gennemlevet en så markant ændring, som vi har set siden afslutningen på Den Kolde Krig.

Transformationen fra 1989 til i dag har været en omstilling med udfordringer. I søværnet har både skibe, selvforståelse og doktriner stået for skud. Derfor er det en vanskelig situation, når der pludseligt igen, som en konsekvens af Ukraine-krisen, kræves en sømilitær tilstedeværelse i vores nærområde.

De forhold skaber muligheder og begrænsninger – men også dilemmaer for et Danmark og et søværn i en usikker tid.

Hvor det danske søværn i 1989 havde en flåde på ca. 40 egentlige krigsskibe, med fregatter, korvetter, torpedomissilbåde, ubåde, minelæggere og et antal hjælpeskibe, består den egentlige krigsflåde i dag af tre store fregatter (som endnu ikke er fuldt indfasede) og to store støtteskibe – altså ca. 10 pct. af antallet af krigsskibe i 1989 og kun af to skibstyper. Derudover består den operative del af flåden af seks små patruljefartøjer, som sørger for suverænitetshævdelse, søredning og miljøovervågning i de danske farvande. Og endeligt de i alt syv inspektionsskibe og -fartøjer ved Færøerne og Grønland.

Skibene er altså blevet større og færre og er i grundtanken lagt an på internationale operationer som f.eks. antipirateri langt fra Danmark. Skibene er også blevet væsentligt mere potente. De tre fregatter af Iver Huitfeldt-klassen er de største, mest moderne og bedst bevæbnede kampskibe, som søværnet hidtil har rådet over. Og støtteskibene af Absalon-klassen kan med deres fleksible opbygning f.eks. medbringe dele af hæren eller beredskabsstyrelsen eller fungere som store flydende kommandocentre eller hospitalsskibe. Alt sammen imponerende og yderst anvendeligt i de missioner, som søværnet har deltaget i de seneste år.

Ruslands anneksion af Krim viser for det første, at militær magt spiller en rolle i at opretholde – eller udfordre – suverænitet og territoriel integritet.

For det andet viser krisen, at selvom der er sammenfald mellem russiske og vestlige økonomiske tanker, og kampen mellem den kommunistiske og kapitalistiske ideologi er væk, så betyder det ikke sammenfaldende eller fælles geopolitiske interesser. Rusland har egne statslige interesser, som man er villig til at forfølge – med militær magt.

Endelig har krisen i Ukraine udfordret internationale organisationer som Nato og EU’s rolle som problemløsende og stabiliserende instrumenter. Derfor må begge disse stærke vestlige organisationer gentænke sig selv og sine strategier over for Rusland.

Disse områder bekymrer landene omkring Østersøen; en østersø, som i Kaliningrad huser den relativt potente russiske Østersøflåde.

Resultatet er et dansk politisk ønske om igen at være til stede i Østersøen med sømilitære kræfter – og det er der flere grunde til.

Først og fremmest skal Danmark leve op til sine forpligtilser i Nato, hvor især de baltiske lande føler sig udsatte og truede på baggrund af Ruslands ageren i Ukraine. Danmark har her et særligt ansvar, da vi siden 1994 i høj grad har støttet de baltiske lande inden for både uddannelse og skibsdonationer.

Derudover er vi det ældste Nato-land i Østersøregionen og har bidraget aktivt til det stærke samarbejde mellem Nato-lande og ikke-Nato-lande i det såkaldte ”Partner for Peace”-samarbejde.

Endelig kender vi i særlig grad til de baltiske landes situation – nemlig den at være et frontlinjeland og en småstat.

Derfor må det påhvile Danmark at stille krigsskibe til rådighed i Østersøen.

Men der er vel ikke noget problem i at bruge de store fregatter i Østersøen, hvis det er det, Folketinget gerne vil?

Nej, det er der principielt ikke, men i høj grad bliver det i så fald nødt til at ske på bekostning af de internationale opgaver – og det er ikke i dansk interesse.

Ca. 90 pct. af al verdenshandel fragtes til søs. Heraf bliver ca. 10 pct. fragtet under dansk flag, hvilket gør Danmark til verdens 19. største flagstat. Derfor har Danmark interesse i at tage et globalt ansvar for søfartens sikkerhed – både i krig, krise og fred.

Det gør vi også i dag med dansk indsættelse både i Arktis, ved Afrikas Horn og senest med beskyttelsen af bortskafningen af Syriens kemiske stoffer.

Alt sammen opgaver, som ikke er krig, men heller ikke fred, og i nogle tilfælde afarter af kriser og konflikter. Det er ikke kun typiske opgaver for Danmark, men for alle flåder, der efter Den Kolde Krigs ophør er transformeret til post-moderne flåder med fokus på ”god orden til søs”, stabiliseringsopgaver, international tilstedeværelse, humanitær assistance og generelt flådediplomatisk samarbejde.

Opgaverne har dét til fælles, at de viser en ansvarsfuld og aktivistisk dansk udenrigspolitik, som samtidig er i overensstemmelse med danske interesser om at beskytte skibsfarten. Derudover har den danske flådes indsatser vakt stor international anerkendelse.

Sidst, men ikke mindst, nyder indsatsen stor opbakning i befolkningen, og risikoen for dræbte danske soldater er lav.

Der er derfor ikke noget, der kan tale for, at Danmark ikke længere skal påtage sig den del af det globale sømilitære ansvar.

Men hvordan sikrer vi så både vores regionale og vores globale ansvar?

Udfordringen er, at opprioriteringen af det globale ansvar har medført en markant nedprioritering af sømilitær tilstedeværelse i de danske farvande og i Østersøen.

Det er dog helt naturligt, når bl.a. forsvarskommissioner i mere end 20 år har afskrevet risikoen for at en russisk sømilitær tilstedeværelse i Østersøen skulle udgøre en trussel for Danmark og vores allierede.

Søværnet har historisk få skibe, som dog er meget store og kapable. En anvendelse af disse potente skibe kan fra russisk side nemt tolkes som en markant og aggressiv eskalation af en endnu ikke eksisterende konflikt i Østersøen.

Omvendt er de små patruljefartøjer, som er bygget til løsning af myndighedsopgaver i fredstid, ikke egnede til egentlig sømilitær tilstedeværelse i Østersøen.

Endelig kan inspektionsskibene, der normalt udfører suverænitetshævdelse, myndighedsopgaver, søredning og fiskeriinspektion ved Grønland og Færøerne, måske løse patruljeringsopgaver i Østersøen – men rigsfælleskabets politikere og internationale partnere ønsker nok ikke at fjerne skibe fra Nordatlanten og Arktis, med det store fokus som denne region har i disse år.

Samlet set har Danmark og søværnet altså et dilemma. Et dilemma, som for nuværende er løst ved at anvende inspektionsskibet ”Thetis” til deltagelse i Natos stående minerydningsgruppe under sommerens øvelser i Østersøen. En opgave, som skibet også tidligere har løst. Det er nok en udmærket løsning – for en stund.

Med det ændrer ikke på søværnets grundlæggende dilemma, der sat på spidsen lyder: Stort problem = stor hammer. Lille problem = stor hammer. Og hvordan prioriteres forholdet mellem globale og regionale opgaver?

I dag kan vi enten sende et lille patruljefartøj – som reelt ikke har nogen militær værdi – eller et støtteskib eller fregat, hvilket er det største kort, som vi kan lægge på bordet. Fleksibiliteten i værktøjskassen består af et enten-eller.

Uanset hvad, så må dette pludseligt opståede østersødilemma skabe stof til eftertanke for et Danmark som søfartsnation med både regionalt og globalt sikkerhedsansvar.