Grundlov – uden begejstring?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For knap tre uger siden, den 17. maj, fejrede nordmændene deres grundlovsdag. Det skete med store folkefester i de norske byer, med festlige optog og festivitas i gaderne med børn og voksne i farvestrålende lokal- og nationaldragter. Nordmændene kunne i år fejre 200-året for deres grundlov, og det gjorde selvsagt grundlovsfesten til noget helt særligt.

Samme festivitas kan vi ikke svinge os op til herhjemme, når vi i dag fejrer grundlovsdag. Der holdes grundlovsmøder med politiske taler, og i kolonihaverne går flaget måske til tops. Men ellers består festligholdelsen mest i, at grundlovsdag er en fridag.

Vores nuværende grundlov fra 1953 kom da også til verden uden begejstring. Politikerne var dengang selv i tvivl om det nyttige ved deres forehavende. I sommeren 1945 havde de i begejstringsrusen over befrielsen lovet at nedsætte valgretsalderen, der dengang var 25 år til Folketinget og 35 år til Landstinget. Løftet blev givet allerede den 17. maj 1945 af befrielsesregeringens statsminister, Vilhelm Buhl, ved et fakkeltog arrangeret af Dansk Ungdomssamvirke. Løftet blev givet som en hyldest til den ungdom, der havde domineret i frihedskampen under Besættelsen.

Dengang var valgretsalderen fastsat direkte i grundloven, så skulle valgretsalderen sættes ned, måtte der en grundlovsændring til. Statsminister Knud Kristensen nedsatte derfor i 1946 en forfatningskommission. Kommissionen kom til at bestå af landets ledende politikere og skulle komme med forslag til en grundlovsændring. Men ret hurtigt forsvandt den politiske interesse for sagen. Ved grundlovens 100-års jubilæum i 1949 viste en gallupundersøgelse da også, at befolkningens interesse var beskeden. Kun 16 pct. svarede ja på spørgsmålet, om de ønskede nogen ændring af grundloven.

Heller ikke i det senere forløb interesserede befolkningen sig rigtig for grundlovsspørgsmålet. En gallupundersøgelse i midten af oktober 1951 viste et flertal for at bevare 25-års valgretsalderen til Folketinget, og en måned senere viste en gallupundersøgelse, at kun 39 pct. ønskede en grundlovsændring, mens 47 pct. svarede nej.

Historikeren Søren Eigaard skrev for nogle år siden en afhandling om, hvorledes 1953-grundloven blev til, og en af hans konklusioner var, at politikerne savnede både vilje og evne til at engagere befolkningen og højne informationsniveauet. Tronfølgespørgsmålet var den eneste sag, der blev inddraget i grundlovsforhandlingerne som følge af en forudgående debat i offentligheden. Alle andre emner blev til i politikernes egen lukkede kreds. Det var Dansk Kvindesamfund, der først rejste spørgsmålet om kvindelig tronfølge ved en officiel henvendelse til statsminister Knud Kristensen og Forfatningskommissionen. Ifølge reglerne var arveretten til tronen forbeholdt mænd. Det tegnede til at give problemer, for Kong Christian X’s ældste søn, kronprins Frederik, havde kun døtre, Margrethe, Benedikte og Anne Marie. Realistisk set måtte man derfor regne med, at arveretten til tronen engang i fremtiden ville komme til at overgå til kronprinsens bror, prins Knud, og hans børn.

Dengang var pressen betydeligt mere diskret i kongelige anliggender end i dag, så sagens reelle spørgsmål: Hvem ville være bedst egnet til at videreføre monarkiet? Prinsesse Margrethe eller prins Knud og hans slægt? blev ikke sat på tryk. Informations chefredaktør Erik Seidenfaden var en sjælden undtagelse, da han i en leder i avisen den 24. september 1952 skrev, at det reelle problem i forbindelse med tronfølgespørgsmålet var, hvilken gren af kongeslægten, »der må anses for bedst at kunne føre de egenskaber videre, som kræves af nationens højeste embede og samlende symbol.«

Politikerne var med god grund bekymrede for, om borgernes manglende interesse for en grundlovsændring ville føre til, at hele sagen ville falde på gulvet ved den folkeafstemning, der skulle holdes. Dengang var grundlovens betingelser for en grundlovsændring endnu strengere end i dag. Ved folkeafstemningen skulle der, ligesom i dag, være et flertal af ja-stemmer, men dette flertal skulle udgøre mindst 45 pct. af alle stemmeberettigede vælgere og ikke som i dag ”kun” 40 pct.

Man havde dengang friske erfaringer for, at det kunne blive meget vanskeligt at få vælgerne til at møde frem og stemme. Kun 10 år tidligere, i 1939, var det grundlovsforslag, som et stort flertal af politikerne havde støttet, faldet ved en folkeafstemning.

Ved folkeafstemningen i 1939 var der ganske vist et stort flertal, der stemte ja til det grundlovsforslag, politikerne havde vedtaget (966.277 jastemmer mod 85.717 nejstemmer), men jastemmerne udgjorde kun 44,46 pct. af samtlige stemmeberettigede vælgere og ikke de 45 pct., som grundloven krævede.

Der manglede knap 12.000 jastemmer. Statsminister Thorvald Stauning kom sig efter sigende aldrig over nederlaget.

Politikerne anså derfor med god grund befolkningens manglende interesse som den største trussel mod vedtagelse af en ny grundlov. Snedigt nok blev man derfor enig om at koble ændringen af tronfølgeloven sammen med ændringen af grundloven. Rent teknisk kunne man have valgt at holde afstemning om tronfølgelov og grundlov hver for sig, når blot begge afstemninger skete efter reglerne om grundlovsændring. Men dermed ville politikerne have spillet sig det bedste trumfkort af hænde. Ændring af tronfølgeloven måtte jo antages at ville være så populær i befolkningen, at den ville kunne trække et ja til hele grundlovsændringen med sig.

Og sådan gik det også. Ved folkeafstemningen den 5. juni 1953 opnåede grundlovsforslaget med den indbyggede ændring af arvefølgen den nødvendige tilslutning. Men kun knap og nap. For trods den populære ændring af tronfølgeloven samlede grundlovsforslaget kun 45,76 pct. af de stemmeberettigede vælgere bag sig. Var ca. 19.000 af jastemmerne blevet hjemme på sofaen, ville grundlovsforslaget være faldet.

De vigtigste grundlovsændringer, der blev gennemført med 1953-grundloven var i øvrigt, at tokammersystemet med et folketing og et landsting blev ændret til et étkammersystem, at valgretsalderen blev nedsat fra 25 år til 23 år, og at parlamentarismen blev grundlovsfæstet. Allervigtigst var måske, at der – nærmest lidt tilfældigt, fordi juraprofessor Max Sørensen rejste spørgsmålet – blev indført en bestemmelse, der gjorde det muligt at overlade suverænitet til internationale myndigheder uden grundlovsændring (grundlovens § 20). Den ændring har haft stor betydning i forbindelse med Danmarks tilslutning til EF i 1972 (nu EU) og senest med folkeafstemningen om patentdomstolen for nylig.

Flere partier har i de senere år fremsat forslag om, at der bør sættes gang i en grundlovsreform. På regeringens program står, at »Danmark har brug for en ny diskussion om grundloven«, og at regeringen vil tage initiativ til at drøfte spørgsmålet med Folketingets partier. Endnu er der dog ikke sket noget.

Når intet er sket, skyldes det givetvis, at der ikke ud fra en praktisk-politisk betragtning trænger sig påtrængende samfundsproblemer på, der kræver en grundlovsændring. Kigger man tilbage i danmarkshistorien, er grundlovsændringer kun blevet gennemført, når stærke politiske kræfter har ønsket det, fordi der har været behov for et juridisk opgør med fortiden.

Sådan var det i 1849, da Junigrundloven gjorde op med enevældens grundlov, Kongeloven. Sådan var det igen i 1866, da Junigrundlovens meget demokratiske regler om valgretten blev erstattet med regler, der begunstigede de formuende godsejere. Dermed var kimen lagt til mere end 20 års forfatningskamp mellem det fremvoksende Venstre-parti og det hensygnende Højre-parti med statsminister Estrup i spidsen. Da grundloven blev ændret i 1915, var det da også opgøret med forfatningskampens centrale grundlovsregler, der var det centrale tillige med indførelse af kvindelig valgret. I 1953 var det som skildret først og fremmest tronfølgesagen, man endte med at kunne samles om som den sag, der gjorde en grundlovsændring nødvendig.

I dag er det svært at se en sag i den nærmeste horisont, der på samme måde kan siges at gøre en grundlovsændring nødvendig. I virkeligheden er det jo ikke så ringe endda. 1953-grundloven har vist sig at være en slidstærk ramme om folkestyre og retssamfund. Den fortjener derfor også i dag at blive fejret. Og gerne med lidt begejstring som hos nordmændende.

Jyllands-Posten bragte sidste år en føljeton på 18 kronikker om grundloven, forfattet af Jens Peter Christensen. Kronikkerne er udkommet som bog på Gyldendal i 2. oplag med titlen "Grundloven - Atten fortællinger"