Grundlovens § 20 – hvorfor fik vi den?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Når der i dag er folkeafstemning om patentdomstolen, er det grundlovens skyld. Grundlovens § 20 giver nemlig mulighed for, at der ved lov overlades beføjelser, der ellers efter grundloven tilkommer Folketinget, regeringen eller domstolene, til en international myndighed. Patentdomstolen er en sådan international myndighed, og den overlades dømmende magt med virkning direkte i Danmark.

I grundlovens § 20, stk. 1, hedder det herom, at »Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder …«. Sammenlignet med mange andre af grundlovens bestemmelser, der stammer helt tilbage fra den første grundlov i 1849, er grundlovens § 20 nærmest en årsunge. Bestemmelsen kom nemlig først ind i grundloven ved den seneste grundlovsændring i 1953.

Det var juraprofessor ved Aarhus Universitet Max Sørensen, der fik idéen til bestemmelsen. Tilbage i 1949 skrev han en omfattende juridisk artikel om den danske grundlovs regler om Folketingets kontrol med udenrigspolitikken. Tre år forinden, i 1946, havde statsminister Knud Kristensen nedsat en forfatningskommission, som skulle komme med forslag til ændring af grundloven. Kommissionen havde imidlertid ikke ændring af grundlovens bestemmelse om udenrigspolitikken på programmet. Men det fik den, efter at Max Sørensen havde skrevet sin artikel.

Det var den radikale rigsdagsmand og mangeårige minister og partileder Bertel Dahlgaard, der tog spørgsmålet op. I april 1952 skrev han til daværende statsminister Erik Eriksen, at det var nødvendigt, at der blev taget fat på de problemer, der knyttede sig til grundlovens bestemmelse om udenrigspolitikken. Bertel Dahlgaard nævnte samtidig professor Max Sørensens artikel, og at Max Sørensen dér var fremkommet med forskellige forslag til ændring af grundloven. Bertel Dahlgaard foreslog derfor, at Max Sørensen blev anmodet om at afgive et responsum til brug for Forfatningskommissionen.

Statsminister Erik Eriksen fulgte Bertel Dahlgaards forslag, Max Sørensen blev opfordret til at skrive, og allerede den 18. maj 1952 sendte Max Sørensen sit responsum til statsministeren. I responsummet fremlagde Max Sørensen et forslag til en ny udformning af grundlovens bestemmelse om udenrigspolitikken. Det forslag blev i 1953 til grundlovens § 19. Bestemmelsen fastslår, at det er regeringen, der fører udenrigspolitikken, men at Folketinget i vidt omfang har snor i regeringen, fordi udenrigspolitiske beslutninger af større rækkevidde kræver Folketingets samtykke.

Grundlovens § 19 giver mulighed for, at Danmark kan tilslutte sig internationale aftaler, hvor Danmark forpligter sig over for andre stater. Men bestemmelsen giver ikke i sig selv mulighed for, at vi kan overlade lovgivende, udøvende eller dømmende magt til internationale myndigheder. Max Sørensen var da heller ikke blevet bedt om at formulere en bestemmelse om den form for suverænitetsoverladelse, men af egen drift tog han alligevel emnet op i sit responsum.

Bl.a. på baggrund af udviklingen i det europæiske kul- og stålsamarbejde efter Anden Verdenskrig – det samarbejde, der udviklede sig til EF og senere EU – foreslog Max Sørensen, at grundloven skulle gøre det muligt, at det blev overladt til en international myndighed at udøve nogle af de funktioner – lovgivende, udøvende eller dømmende – som grundloven ellers har tillagt de danske myndigheder.

Hvis Danmark skulle deltage i den slags internationale samarbejder, ville det – sådan som grundloven så ud før 1953 – hver gang kræve en grundlovsændring, og erfaringen viste, at grundlovsændringer kunne være en vanskelig sag.

Max Sørensen foreslog derfor, at der i den nye 1953-grundlov blev indsat en bestemmelse om, at grundlovens almindelige magt- og ansvarsfordeling skulle kunne fraviges ved lov. Max Sørensen forestillede sig, at sådan en lov skulle kunne vedtages med almindeligt flertal i Folketinget. Men der skulle samtidig gælde den mindretalsbeskyttelse, at en tredjedel af Folketingets medlemmer kunne forlange, at lovforslaget ikke blev gældende lov, før der var holdt nyt valg til Folketinget, der så skulle vedtage forslaget på ny. Reglen var tænkt som et værn mod forhastede beslutninger. I grundloven har vi sådan en regel i § 73, stk. 2, om ekspropriationslove.

Mindretalsgarantien i den nye § 20 endte imidlertid med at blive anderledes, end Max Sørensen havde foreslået. Politikerne fandt, at det måtte kræves, at der i befolkningen var betydelig tilslutning til at overlade beføjelser til internationale myndigheder. At overlade lovgivende, udøvende eller dømmende magt var en alvorlig sag, der måtte kræve bred parlamentarisk og folkelig opbakning.

Grundlovens § 20 blev derfor udformet sådan, at et lovforslag om at overlade beføjelser til en international myndighed skal vedtages af et flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer. Hvis lovforslaget vedtages med et mindre flertal end 5/6, skal det sendes til folkeafstemning. Ved folkeafstemningen skal vælgerne stemme ja eller nej. Hvis et flertal stemmer nej, og dette flertal samtidig udgør mindst 30 pct. af de stemmeberettigede vælgere, er forslaget forkastet. I modsat fald er det godkendt.

Ved Folketingets afstemning om forslaget om en fælles patentdomstol den 29. april i år blev lovforslaget vedtaget, men ikke med 5/6-flertal. Derfor er det i dag op til vælgerne at afgøre forslagets skæbne.