Højesteret og indfødsretten

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov«. Sådan lyder grundlovens § 44. I sidste uge brugte ni dommere i Højesteret flere dage på en sag, der bl.a. handlede om den bestemmelse.

Efter loven om indfødsret erhverver man indfødsret (statsborgerskab) enten ved fødsel eller ved at afgive en erklæring om, at man opfylder en række nøje opregnede krav i loven. Kan man ikke få indfødsret på en af disse to måder, er der en tredje vej, nemlig at blive dansk statsborger direkte ved lov. Det sker i praksis ved, at der to gange om året vedtages en lov i Folketinget med opregning af navnene på de personer, der på denne måde får indfødsret. I praksis kan man komme på loven ved at sende en ansøgning til det ministerium, der administrerer indfødsretslovgivningen (for tiden Justitsministeriet).

På grundlag af en aftale, der er indgået mellem et flertal i Folketinget, udarbejder ministeriet lovforslaget om indfødsret, og man forelægger i den forbindelse enkelte ansøgninger for Folketingets Indfødsretsudvalg. Udvalget kan dispensere for bl.a. det krav om danskkundskaber, som fremgår af aftalens retningslinjer. Efter de retningslinjer, der gjaldt i 2009, skulle der ske forelæggelse for Indfødsretsudvalget, når ansøgeren led af fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter, men ikke når ansøgeren alene led af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), selv om tilstanden var kronisk, og lidelsen var lægefagligt diagnosticeret.

I foråret 2009 søgte en iraker, der havde boet i Danmark siden 1999, om indfødsret. Han sendte sin ansøgning til Integrationsministeriet, der dengang administrerede lovgivningen. Ministeriet meddelte ham, at han ikke kunne blive dansk statsborger. Ministeriets begrundelse var, at han ikke havde bestået den nødvendige prøve i danskkundskaber. Den irakiske mand havde dokumenteret, at han led af posttraumatisk stresssyndrom, depression samt demens i let grad, men ministeriet fandt, at disse lidelser ikke i sig selv var af en sådan karakter, at hans sag skulle forelægges for Folketingets Indfødsretsudvalg. Manden blev herefter ikke optaget på ministerens forslag til lov om indfødsret, og han fik derfor ikke indfødsret.

Den irakiske mand mente, at ministeriet ved behandlingen af hans ansøgning om indfødsret havde udsat ham for usaglig forskelsbehandling i strid med Danmarks internationale forpligtelser ved ikke som for andre lidelser at foretage en konkret og individuel vurdering af graden af hans lidelse (PTSD). Han henviste til, at Danmark – dvs. folketing og regering – har tilsluttet sig en række internationale konventioner, som på forskellig måde forbyder usaglig forskelsbehandling, herunder forskelsbehandling på grund af handicap. Kammeradvokaten gjorde som statens advokat gældende, at sagen skulle afvises fra domstolene, da domstolene ikke kan prøve den politiske aftale om retningslinjerne og heller ikke kan prøve, hvilket indhold indfødsretslovforslag skal have.

Højesteret mente ikke, at sagen skulle afvises. I dommen siger Højesteret, at Danmark ved at tilslutte sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og andre internationale konventioner har påtaget sig folkeretlige forpligtelser, som kan have betydning for behandlingen af ansøgninger om indfødsret eller for tildeling af indfødsret. Regering og folketing har tilkendegivet, at sådanne konventioner forudsættes efterlevet ved Folketingets og Indfødsretsudvalgets udøvelse af skønnet over, om en ansøger skal have dansk indfødsret. En ansøger som irakeren, der ikke er blevet medtaget i en lov om indfødsret, kan derfor ved domstolene få prøvet, om de internationale konventioner er blevet overtrådt, og om han i den anledning har krav på erstatning eller godtgørelse.

Der er med Højesterets dom ikke taget stilling til, om irakeren kan få medhold i sit synspunkt om, at de internationale konventioner er blevet overtrådt. Højesteret har alene afsagt dom om, at han har ret til at få prøvet sin sag ved domstolene. Sagen om et eventuelt brud på de internationale konventioner skal derfor nu behandles ved Østre Landsret.

Harmonerer Højesterets dom så med grundlovens § 44 om, at det er overladt til lovgivningsmagten, dvs. folketing og regering i forening, at bestemme, hvem der skal have indfødsret? Svaret er – og heldigvis da – ja.

Det er lovgivningsmagten, der endegyldigt bestemmer, om en person skal have indfødsret. Sådan er grundloven. Man kan ikke gå til domstolene og få dom for, at man skal optages på et lovforslag om indfødsret, eller at man skal meddeles indfødsret ved lov. Det ligger fast. Men man kan få domstolene til at vurdere, om de internationale konventioner er blevet overtrådt, og om man i den anledning har krav på erstatning eller godtgørelse.

Internationale konventioner kan ikke ændre på grundloven. Efter grundloven kan folketing og regering godt bestemme, at man ikke vil overholde en konvention, man har tilsluttet sig. Det kan man også bestemme i forbindelse med vedtagelse af indfødsretslovene.

Men det har lovgivningsmagten ikke gjort. Tværtimod.

Sagen er et eksempel blandt mange på, at lovgivningsmagten ved at tilslutte sig internationale konventioner selv har valgt at begrænse sin handlefrihed.

Spørgsmål, der efter den danske grundlov er rent politiske og overladt til politikernes frie vurdering, bliver i kraft af de internationale konventioner forvandlet til juridiske spørgsmål, som dommere og domstole kommer til at sidde med. Ikke fordi dommerne ønsker at lege politikere, men fordi politikerne har overladt spørgsmålene til dommerne.