Ministrenes særlige rådgivere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ministrenes særlige rådgivere – de der i daglig tale kaldes ”spindoktorerne” – er nok kommet for at blive. Men det er samtidig vigtigt, at der ikke bliver for mange af dem. Det er en af hovedkonklusionerne i den betænkning, som et sagkyndigt udvalg afgav lige før sommer.

Baggrunden for arbejdet i udvalget, som jeg var formand for, var, at Folketinget i december 2011 vedtog, at ministrenes særlige rådgivere skulle ses efter i sømmene. Forinden havde der været en omfattende debat om, hvorvidt nogle af den daværende VK-regerings spindoktorer havde trådt i spinaten. I det sagkyndige udvalg har vi ikke skullet tage stilling til disse sager. Derimod har udvalget med tættekam gennemgået de gældende regler og retningslinjer og de mange spørgsmål og problemer, der har været rejst herom gennem det seneste årti.

På en række punkter kommer vi med forslag til præcisering og justering af reglerne. Men hovedkonklusionen er, at de gældende regler og retningslinjer er gode nok. De skal bare overholdes. Ligesom det ikke er straffelovens skyld, at der er forbrydere, er det ikke de gældende regler for spindoktorer, der er årsagen til, at nogle af dem til tider har trådt i spinaten.

Det helt afgørende er, at de særlige rådgivere i alt væsentligt er underlagt de samme regler, som de almindelige embedsmænd. De særlige rådgivere skal ganske som de almindelige embedsmænd holde sig inden for lands lov og ret og overholde almindelige krav til faglighed. De særlige rådgivere har ikke en særlig blankocheck til brug for løgnehistorier og ulovligheder.

Der, hvor de særlige rådgivere adskiller sig fra de faste embedsmænd, er, at deres ansættelse er knyttet til en bestemt minister. De særlige rådgivere skal gå af senest samtidig med deres minister. De kan derfor gå længere frem på banen, når det gælder bistand til ministerens mere politisk prægede opgaver. Udvalgets undersøgelser har da også vist, at de fleste nuværende og forhenværende ministre finder, at der er et klart behov for de særlige rådgivere.

Hvor de særlige rådgivere for år tilbage først og fremmest beskæftigede sig med at bistå ministeren med pressebetjeningen, er de i dag i højere grad beskæftiget med ministerrådgivning i bredere forstand. Man kan sige, at de særlige rådgivere i dag ikke så meget er spindoktorer, men mere er ministerrådgivere. De særlige rådgivere synes i så henseende at kunne bidrage med noget, som de almindelige, faste embedsmænd som regel vil have vanskeligere ved. Det gælder navnlig den mere politisk prægede rådgivning om udviklingen og virkeliggørelsen af ministerens politik, om hjælp til ministerens politisk prægede samspil med andre ministre i en koalitionsregering og om hjælp til ministerens varetagelse af relationerne til ministerens politiske bagland i Folketinget, organisationerne og ministerens parti.

Udvalgets undersøgelser tegner et billede af, at de særlige rådgivere yder en bistand til ministeren, som er en form for supplement til den bistand, som de faste embedsmænd yder. De særlige rådgivere er således ikke kun til nytte for ministrene, men også for de faste embedsmænd, der på denne måde kan holdes ude af mere snævert politisk og partipolitisk prægede opgaver, som kan risikere at anfægte tilliden til det faste embedsværks partipolitiske neutralitet. De særlige rådgivere er på denne måde ikke en trussel mod det almindelige embedsapparat, men snarere et værn mod, at de faste embedsmænd trækkes for langt ind i det meget politisk prægede.

Som nævnt er de særlige rådgivere formentlig kommet for at blive. Det er da også værd at hæfte sig ved, at brugen af særlige rådgivere ikke er noget specielt dansk fænomen. Der har gennem de seneste år i de fleste vestlige demokratier udviklet sig den praksis, at ministrene har mulighed for at knytte medarbejdere til sig, hvis opgave er at bistå og rådgive dem, og hvis ansættelse er knyttet sammen med ministeren, således at de går af samtidig med ministeren, eller når ministeren beslutter, at ansættelsen skal ophøre.

Når man skal vurdere de særlige rådgiveres virke, er det vigtigt at have for øje, at det i Danmark er sådan, at ministeren er folkestyrets eneste repræsentant i ministeriet. Der er derfor også god grund til bedst muligt at sikre ministeren den fornødne bistand. Ikke blot til at administrere det bestående, men også til at tænke nyt. En god embedsmand kan ikke alene spille ministerens melodi, han kan også komponere videre på den. Også selv om ministeren kun har anslået nogle få, falske toner. Det faste embedsapparat er her det afgørende. Men de særlige rådgivere kan også yde deres på områder, hvor de almindelige embedsmænd kan have vanskeligere ved det.

I dag er det sådan, at regeringens mest centrale ministre har ret til to særlige rådgivere, mens de øvrige ministre har ret til en. De gældende retningslinjer anbefaler maksimalt to til tre særlige rådgivere pr. minister. I udvalgets betænkning understreger vi afslutningsvis, at det er meget væsentligt, at brugen af de særlige rådgivere fortsat holdes inden for rammen på maksimalt to til tre særlige rådgivere pr. minister.

Flere særlige rådgivere pr. minister vil kunne medføre en glidende udvikling i retning af et helt anderledes centraladministrativt system svarende til systemer med politiske kabinetter, statssekretærer, viceministre mv. En sådan fundamental ændring bør ikke ske uden en principiel politisk stillingtagen til, om ændringen er fornuftig og ønskelig.

Udvalgets betænkning kan findes på www.finansministeriet.dk.