Er grundloven god nok?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Er grundloven god nok? Det spørgsmål er jeg blevet stillet af flere læsere, og jeg er blevet opfordret til at give et svar som afslutning på denne serie på i alt 18 kronikker om grundloven, som avisen har bragt siden sidste efterår.

Nogen vil have flere menneskerettigheder ind i grundloven. Andre vil have kirke og stat adskilt. Nogen vil have ændringer i det parlamentariske system og bedre muligheder for folkeafstemninger. Andre vil helst, at grundloven forbliver, som den er.

Grundloven består af paragraffer. Men grundloven er ikke kun jura og teknik. Grundloven er i høj grad udtryk for holdninger og værdier. Der er derfor heller ingen juridisk facitliste til, hvad grundloven skal indeholde.

Før man kaster sig ud i debatten, er det godt at gøre sig klart, hvad meningen er med at have en grundlov. Det er heldigvis enkelt nok. Grundloven danner rammen om vores demokrati og retsstat. Grundloven bestemmer, hvem der kan lovgive i Danmark, hvordan det foregår, og hvilke grænser der gælder for lovgivningens indhold. Grundloven har vi for at begrænse politikernes magt. Visse spørgsmål er så vigtige i en demokratisk retsstat, at de ikke skal kunne reguleres blot af et knebent flertal i Folketinget. Skal grundloven ændres, skal der mere til.

Er grundloven så god nok? Spørgsmålet har været på den politiske dagsorden de seneste 20 år. På den nuværende regerings program står, at ”Danmark har brug for en ny diskussion om grundloven”, og at regeringen vil tage initiativ til at drøfte spørgsmålet med Folketingets partier. Endnu er der dog ikke sket noget.

Et oplagt sted at begynde er med grundlovens sprog. Mange af ordene er gammeldags og kan være svære at forstå, og en del steder betyder ordene heller ikke det, man nok kunne tro. F.eks. kender grundloven ikke begrebet en regerende dronning, men taler hele tiden om kongen. Endda også når der menes regeringen eller statsministeren. Andre steder bruger grundloven begreber, som stammer helt tilbage fra den første grundlov i 1849. Det ville være godt, hvis grundloven blev lettere at læse. Grundloven er jo alle borgeres lov.

Men hvad så med indholdet?

Grundloven bestemmer, at vi har monarki og dermed en konge eller en regerende dronning. Dronningen er alene statsoverhoved af symbolsk og ceremoniel karakter og har ikke nogen magt. På mange måder er monarkiet ude af trit med nutidens forestillinger om lighed og demokrati og om, at man ikke bør arve sig til vigtige embeder, men bør kvalificere sig ved egen indsats. Men langt størstedelen af befolkningen er alligevel meget glade for monarkiet. Eller i hvert fald for dronning Margrethe. Og langt de fleste synes, at hun mestrer sin position som statsoverhoved rigtig godt.

Men hvad så med grundlovens regler om folketing og regering? Hvis man lige starter med at kigge på de regler, vi har, så må man sige, at de er ganske enkle og ligetil: På den ene side kan Folketinget til enhver tid afskedige regeringen med et mistillidsvotum (§ 15). På den anden side kan regeringen til enhver tid afskedige Folketinget ved at udskrive folketingsvalg (§ 32). Inden for rammerne af disse to enkle regler har det parlamentariske liv udfoldet sig frit. Til tider med flertalsregeringer. Oftest med mindretalsregeringer. Eventuelt med mindretalsregeringer, der – som Schlüter-regeringerne i 1980’erne – har fundet sig i på nogle områder at administrere oppositionens (de såkaldt ”alternative flertals”) politik. Måske har det ikke altid været kønt. Men det har været fleksibelt og har givet plads for det muliges kunst.

Det er blevet foreslået at indføre såkaldt ”positiv parlamentarisme”. Dvs., at udnævnelse af en regering skal kræve, at et flertal i Folketinget støtter regeringen. I dag er det sådan, at grundloven blot kræver, at en ny regering ikke har et flertal i Folketinget imod sig (såkaldt ”negativ parlamentarisme”). Formentlig vil sådan en ændring gøre regeringsforhandlingerne efter et valg sværere og mindske en regerings parlamentariske manøvremuligheder i Folketinget. Men er det det, der er brug for?

Nogle har også foreslået, at statsministerens ret til at udskrive folketingsvalg, skal afskaffes. I stedet skal der være faste fireårige valgperioder, sådan som man f.eks. har det i Norge. Igen må man spørge, hvad problemet er. Statsministerens ret til at true med at udskrive valg kan være et godt middel til at sikre det samarbejdende folkestyre, som mange også ønsker.

Der har også været forslag om, at grundloven bør ændres, så den giver bedre muligheder for folkeafstemninger. Det er rigtigt, at grundloven i dag ikke indeholder nogen bestemmelse om, at en vis del af vælgerne kan kræve, at der holdes folkeafstemning, sådan som det f.eks. er tilfældet i Schweiz. Hvis vi skal have noget sådant, kræver det, at grundloven ændres. Men bortset herfra giver grundloven gode muligheder for folkeafstemninger. Et mindretal på 1/3 af Folketingets medlemmer kan kræve folkeafstemning om langt de fleste vedtagne lovforslag. Alligevel har man kun en gang gjort brug af denne mulighed, nemlig i 1963 i forbindelse med de såkaldte jordlove.

Et oplagt spørgsmål kunne være, om grundlovens regler om suverænitetsoverladelse er tidssvarende. I dag er det sådan, at når man overlader det til et internationalt organ at bestemme, hvor krumme agurkerne må være i danske butikker, så er det den vanskelige § 20 i grundloven, der skal bruges, med krav om 5/6-flertal i Folketinget eller folkeafstemning.

Når man derimod som med Lissabon-traktaten begrænser Danmarks vetoret inden for EU-systemet, så kræver det kun, at man følger § 19, hvor det er nok, at et simpelt flertal i Folketinget er enig med regeringen. Det kan man jo godt fundere over visdommen i. Det store problem er imidlertid, hvordan § 20 i stedet skal se ud. Formentlig er hele spørgsmålet så politisk kontroversielt, at ingen tør røre ved det i forbindelse med en grundlovsændring.

Så er der grundlovens frihedsrettigheder. Som det er fremgået af denne kronikserie, tager mange af dem sig ud af mere, end de er. Ytrings- og foreningsfriheden beskytter mod censur.

Der kan derfor ikke indføres krav om, at ytringer skal godkendes, før de kan fremsættes, eller at foreninger skal godkendes, før de kan dannes. Derimod giver grundloven kun en begrænset beskyttelse imod, at man efterfølgende straffes for indholdet af sine ytringer. Grundloven beskytter også kun i begrænset omfang imod, at foreningsformål gøres ulovlige.

Også grundlovens bestemmelser om den personlige frihed og boligens ukrænkelighed tager sig ud af mere, end de er.

Bestemmelserne sikrer først og fremmest, at der er domstolskontrol, men de sikrer ikke i særlig grad mod lovgivningsmagtens indgreb og regulering.

Grundlovens § 73 værner ejendomsretten derved, at den, der eksproprieres fra, skal have fuldstændig erstatning. Det er enkelt nok. Det vanskelige er, hvornår et indgreb er ekspropriation. Der er i praksis givet betydelig plads for såkaldt erstatningsfrie reguleringer af ejendomsretten, bl.a. i naturfrednings- og miljølovgivningen. Det kan være nødvendigt i et moderne samfund, men det opleves nok kun sjældent som retfærdigt af dem, lovgivningen rammer.

Alt efter temperament og politisk indstilling kan man være for eller imod, at der kommer flere friheds- og menneskerettigheder ind i grundloven. I debatten har bl.a. været nævnt økonomisk-sociale rettigheder som ret til sygdomsbehandling, bolig og uddannelse. Nogle synes også, at der i grundloven bør stå noget om vores ansvar for natur, dyreliv og miljø. I EU-charteret om grundlæggende rettigheder er der f.eks. bestemmelser om, at alle har »ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold«, at »miljøkvaliteten« skal sikres, at der skal sikres »et højt sundhedsbeskyttelsesniveau«, og at alle ældre har »ret til et værdigt og uafhængigt liv«.

Personligt er jeg ikke begejstret for tanken om, at grundloven fyldes op med for mange af den slags bestemmelser, som vanskeligt kan gives et præcist juridisk indhold, og som derfor flytter magten over til de dommere, der skal fortolke grundloven i konkrete sager.

Konklusionen er, at grundloven godt kan blive bedre. Den bør skrives i et mere nutidigt sprog, og flere steder kan indholdet også gøres bedre og mere tidssvarende. Men grundloven er slet ikke så ringe endda.

Den har i praksis været en god ramme om vores folkestyre og retssamfund. Den fylder i dag 60 år, og det er der god grund til at fejre.