Den sunde fornuft taber terræn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sommeren 2013 var jeg ikke politiker. Jeg passede mit job, min familie og mine fritidsinteresser akkurat som de fleste andre. Jeg var politisk interesseret og lokalt engageret – bevares – men min indsigt i det offentliges styring af fædrelandet var vel gennemsnitligt.

I sommeren 2013 stillede jeg op til kommunalvalget. Jeg blev valgt ind med et godt resultat, og fra januar 2014 sad jeg som politisk formand for vores tekniske og miljømæssige område i Danmarks 11. største kommune (Silkeborg).

Det er spændende arbejde. Det giver masser af berøring med mennesker fra hele kommunen, alle samfundslag og med alle mulige interesser.

Det giver også indsigt i en verden af regler, bestemmelser og procedurer. I den forbindelse er jeg i stigende grad blevet bekymret for vores samfund og den myndighedstrang og centralisme, der langsomt, men sikkert tager over for den sunde fornuft.

Indbyggede benspænd

Jeg tror ikke, at det endnu er gået op for os som borgere, hvor galt det egentlig står til. Som samfund er vi ved at fremelske en tilstand, hvor borgernes dømmekraft som udgangspunkt drages i tvivl, og hvor rettigheder, som de fleste af os regner for basale, er under pres. Hele scenariet består af tre bestanddele.

Den første består af et tohovedet monster i form af planloven og miljøbeskyttelsesreglerne. Begge er stramme og utidssvarende i deres bogstav og procedurer, og de sætter reelt set flere begrænsninger, end de skaber muligheder. Samtidig er de sådan indrettet, at processen for at skabe lokale og tålelige alternativer er præget af indbyggede benspænd.

Absurditeter står i kø

Gennem dagligdagens arbejde med projekter i Silkeborg Kommune har jeg lært, hvorledes absurditeterne står i kø i disse regelsæt, og den praktiske konsekvens bliver modløse borgere, skuldertræk og lede ved systemet – ligesom lysten til at skabe nyt dæmpes. Hvorfor der ikke for længst er gjort noget ved det fra Folketingets side, er kilde til stor undren.

Den anden bestanddel er et embedsværk, der igennem årtier er blevet opdraget til at være myndighed frem for serviceapparat. Vi bilder os selv ind, at ”embedsværket er neutralt”. Det er naivt. Vi taler om mennesker, som i de fleste tilfælde er udstyret med en kandidatgrad, og som vi tildeler en ekspertrolle samt magten til at uddele tilladelser og afslag.

Naturligvis vil de gribe muligheden og kæmpe for maksimal indflydelse. Er det, fordi de er onde mennesker? Nej, slet ikke, de er blot mennesker som vi andre med ambitioner og drømme. Vi må derfor i gang med en vedholdende indsats for at vende brøken, således at embedsværk og politikere arbejder i en kultur, hvor vi er der for borgerne og ikke omvendt.

Fuld indsigelsesret til DN

Den tredje spærring for sund fornuft er den proces, vi har designet til at føde, evaluere og godkende projekter. Vi skal naturligvis tænke os om og være fornuftige, men i Danmark har vi trukket processerne så lange, at de fleste mister modet. Ydermere har vi tildelt fuld indsigelsesret til Danmarks Naturfredningsforening (DN) – også i tilfælde, hvor naturen reelt set slet ikke er berørt.

I praksis betyder det, at et antal lokalformænd sidder og læser referaterne fra de politiske udvalg og gang på gang påklager projekterne – også dem inde midt i byen – så de får en kæp stukket i hjulet. Samme forening har heller ingen skrupler med at sende projekter i Miljø- og Naturklagenævnet, selvom de godt ved, at sagen ikke kan vindes dér, men udelukkende, fordi de ønsker at forsinke det.

Fanget i labyrinten

Som almindelig borger har man ikke indsigt i den række af sager, der er fanget i labyrinten, men når man får den indsigt, bliver man rystet. Jeg græmmes over, hvorledes vores moderne bureaukrati har sat den sunde fornuft uden for døren, og hvordan den situation accepteres med stor selvfølgelighed.

Jeg forskrækkes over, hvordan almindelige menneskers virketrang dagligt bliver obstrueret af et system, som vi med stolthed kalder ”moderne”.

Hvis I som borgere vidste, hvor galt det står til, og hvordan vores bureaukrati har undermineret tilliden til jer og jeres sunde fornuft, ville I græmmes og skræmmes sammen med mig.