Vælgernes mistro er berettiget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som kandidat til Europa-Parlamentet bliver jeg ofte konfronteret med den dybe mistro, som danskerne har til politikere, når emnet er EU.

Vælgerne er igen og igen blevet vildledt af de EU-ivrige partier, der enten bevidst eller i uvidenhed har underdrevet konsekvenserne af en tættere integration i EU. Det er konsekvensen af denne vildledning og voksende skepsis, vi har været vidner til de seneste år.

Da vi for næsten 22 år siden stemte om Maastricht-traktaten, lagde ja-partierne vægt på, at det såkaldte nærhedsprincip ville indebære en decentral struktur, hvor kun grænseoverskridende problemer blev reguleret fra Bruxelles.

De seneste to årtiers udvikling har imidlertid vist, at nærhedsprincippet ikke gav den beskyttelse, som man stillede os i udsigt. Kønskvotering, forslag om forbud mod lakridspiber og mentolcigaretter, miljøpolitik, krav om, at børn under otte år ikke må puste balloner op, beskæftigelsespolitik, socialpolitik og meget mere dikteres i stigende grad fra Bruxelles.

Og når socialdemokrater, folkesocialister, venstrefolk eller konservative bedyrer, at vi ikke er på vej mod en føderation, taler de enten mod bedrevidende, eller de forholder os, hvad der fortsat er målet, som det altid har været det i helt centrale dele af EU-systemet. Europas Forenede Stater.

Bevares, der er ikke tale om en jævnt fremadskridende proces, men retningen er klar. Det er kun massiv folkelig modstand, som kan forhindre denne udvikling.

Læg for eksempel mærke til, hvordan man er i stand til at benytte enhver situation til at argumentere for mere centralisering og overgivelse af selvbestemmelse og mere harmonisering. Ofte pakket ind i økonomisk argumentation.

Manglende besindelse

Da man etablerede euroen, et helt igennem politisk projekt, skete det bl.a. ved, at man fra kommissionens side lovede helt fantastiske vækstgevinster. Og op til afstemningen i Danmark blev vi advaret mod, hvor ilde det ville gå for dansk økonomi, hvis vi stemte nej. Katastrofen udeblev dog, og i dag ved vi, at det har været en fordel for Danmark at holde sig ude af euroen.

Men indebar krisen i eurozonen så, at man besindede sig på projektet? Nej, tværtimod. Krisen blev i sig selv til et argument om, at man skulle harmonisere endnu mere og mindske den nationale selvbestemmelse endnu mere.

Den yderste venstrefløj har altid anklaget EF og senere EU for at være et kapitalistisk og neoliberalistisk projekt. Gid det var så vel.

EU i dag kan bedst karakteriseres ved at være præget af centralisering, overstatslig styring, ensretning, bureaukrati, kontrol, formynderi, regulering, planøkonomi og demokratisk underskud. Det burde være baseret på decentralisering, national selvstændighed, forskellighed, demokrati, frihed under ansvar, tillid og en fri markedsøkonomi.

I stedet for at misbruge det indre marked til at fremme en politisk dagsorden, hvis endemål er at tømme nationalstaten for indhold og dannelsen af en europæisk føderation, styret fra Bruxelles, skal det indre marked være et mål i sig selv.

Kun sådan kan vi genoprette borgernes tillid til det fælles europæiske projekt, og kun derved vil EU blive det positive redskab til øget velstand og velfærd for den enkelte europæer, som vi vel alle ønsker.