DR's gensidige gavebod

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmarks Radio kører for tiden i eget medie en reklamekampagne, hvor de definerer licensen som »noget vi giver til hinanden«. Jeg bliver hver gang så edderspændt rasende over dette manipulerende og aldeles usande postulat.

Der er tvært om tale om penge, som DR med politikernes velsignelse således på lovlig vis tilgramser sig af borgernes i forvejen hårdt beskattede midler og alene med den hjemmel, at enhver synder, der blot tillader sig at eje et fjernsyn, er forfalden til denne straf, uanset om vedkommende gider se DR's udgydelser eller ej.

Med den nuværende teknik ville det i høj grad være muligt at gøre også DR's programmer individuelt til- og fravælgelige. Det ønsker man selvsagt ikke fra DR's side. Man befinder sig ganske godt og i særdeleshed fedt med den monopoliserede tvang.

Dobbelt betaling

Er man derudover erhvervsdrivende med cvr nummer, og har man som et højest nødvendigt arbejdsredskab en computer tilkoblet nettet, fisker DR årligt yderligere 700 kr. op af lommen på dig, fordi du jo teoretisk kan se tv på denne computer, selv om du aldrig har bedt dem lægge programmerne på nettet.

Tror de da, at vi bruger arbejdstiden til at glo på tv? Gjorde vi endelig det, benytter vi da ikke samtidig den allerede betalte hjemmelicens. Altså dobbelt betaling.

Det kunne være en fed, sammenlignelig fidus for JyllandsPosten at udsende f.eks. et par hundrede tusinde opkrævninger hver på beskedne 700 kr. til personer tilfældigt udvalgt fra De Gule Sider (undlad venligst undertegnede). Ikke fordi de pågældende havde bestilt JP's netydelser, ønsket dem eller endsige benyttet dem, men alene, fordi man havde muligheden for det. Ideen står uden royalty til fri afbenyttelse, men både forbrugerombudsmand og politi ville nok hurtigt komme efter stakkels JP.

Måske skulle JP på lignende vis forsøge at skaffe sig politisk rygdækning for, at alle, der besidder evnen til at læse, tvangsmæssig forpligtes til at betale et avisabonnement, blot fordi avisen de facto udkommer, og vedkommende besidder nævnte evner til indenad læsning.

Det er tvangslicens

I bund og grund er udsagnet om gensidige gaver rendyrket nonsens formentlig fostret i en eller anden reklamenørds forskruede hjerne. Jeg har som licensbetaler endnu aldrig modtaget licensgaver fra andre licensbetalere, men jeg kunne selvfølgelig forsøge, om jeg med hjemmel i DR's udsagn kunne formå min nabo til med sin licens direkte at bidrage til min økonomi i stedet for at betale til DR. Jeg tvivler.

Kunne DR ikke i almindelig interesse og i særdeleshed til gavn for mit blodtryk venligst neddrosle det patetiske ordvalg om gensidige gaver og kalde tingene ved dets rette navn, nemlig tvangslicens?

I øvrigt må det undre, at DR idelig mellem udsendelserne bruger tid, kræfter og økonomi på at reklamere for sig selv og deres produkter al den stund, at de modsat de kommercielle stationer har samme rigelige midler til rådighed, om de så blot havde én seer.

Der er formentlig tale om, at DR udmærket ved, at den paradisiske tilstand med tvangslicens rimeligvis ikke kan vare ved og nu prøver med positive italesættelser at forlænge livet for den skrantende patient.