Heltedyrkelsen fra 1943

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvor er det befriende at læse kronikken af journalist Bent Blüdnikow 19/9 – til forskel fra JP’s pyntede artikel samme dag – om den danske “helteindsats” for jøderne i 1943.

I 1955-56 havde jeg min gang hos en jødisk familie i Vanløse. Familien havde en lejlighed og skrædderforretning i København, indtil den måtte flygte i 1943. Mor, far, en datter og en søn (11 og 8 år). De blev, sammen med mange andre jøder, skjult og flyttet flere gange, inden det blev deres tur til udskibning – jeg mener, at det var fra Gilleleje. Inden familien kom om bord, måtte den aflevere alle sine penge og værdigenstande til bådejeren (bemærk, at jeg ikke skriver fiskeren, for der var mange andre end fiskerne, der sejlede), så familiens medlemmer i Sverige kun havde det tøj, de havde på, plus det tøj, de havde i kufferten.

Familien blev bosat i Lund, hvor børnene kom i skole. Det havde børnene ikke noget godt at sige om, da de blev mobbet meget.

Da familien efter Befrielsen kom til København, var deres lejlighed og skrædderiet overtaget af danskere, der ikke havde i sinde at flytte. Faderen var ødelagt og døde umiddelbart efter Befrielsen. Da jeg tog ud at sejle, mistede jeg forbindelsen til familien, og i dag er der ingen i Danmark ved det navn.

Jeg spørger lige ud: Hvor mange bådejere blev taget af tyskerne, og hvilken straf fik de?

Op langs kysten mellem København og Helsingør skød der mange pragtvillaer op, de såkaldte jødepalæer, og de ligger der sikkert endnu. Som skamstøtter.

Hvornår stopper heltedyrkelsen fra 1943?