Jehovas lukkede verden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har fulgt med i mediernes dækning af Jehovas Vidners sommerstævner, hvor folk som mig er blevet omtalt med diverse ubehagelige tillægsord (jeg har selv forladt sekten, er blevet udstødt).

At vidnerne udelukker dem, de betragter som syndere, er én ting. Det er en alvorlig sag i sig selv, da de udelukkede betragtes som fortabte, hvis de ikke når at vende tilbage til sekten, før Guds krig mod det onde (ond i Jehovas vidne terminologi = en, der ikke tror på Jehova). Mere alvorligt er det, hvis man som udelukket medlem lufter offentligt, at man ikke er enig med dem i deres religionsudøvelse og det deraf følgende menneskesyn. Så er man i deres optik en frafalden.

Frafalden og farlig

Frafaldne har de tordnet mod i år til deres stævner i Silkeborg og Herlufmagle. Deres holdning til frafaldne har ikke ændret sig. De har altid betragtet frafaldne som farlige, men de er blevet meget klare i deres udmeldinger, hvilket jo egentligt er meget ærligt – de putter ikke med deres hoverende menneskesyn, hvor nogle betragtes som ”slangeyngel”, ”mentalt syge” m.m.

Det vil sige, at er man udstødt af sekten, skal man stiltiende og ydmygt acceptere, at venner og familie trækker sig totalt fra en. Hvis man udadtil begynder at snakke om dette, falder hammeren. Man er frafalden og ekstraordinært farlig.

Hvad med børnene i sekten? Jo, de sidder såmænd dagen lang til disse sommerstævner (der forløber over flere dage) og lytter med til, hvordan man skal undgå visse mennesker, og hvordan Jehova vil slå det meste af verdens befolkning ihjel, for at dem, der tror på Jehova, kan få et paradis m.m.

Marginaliserede børn

Jeg har talt med tidligere vidner, der som børn var fulde af angst. Angst for at gøre noget forkert. Angst for Satan osv.

Børn af Jehovas Vidner har ikke den personlige frihed, som vi danskere hylder så højt. De har ingen valg.

Børn af Jehovas Vidner skiller sig ud og bliver marginaliserede. De holder ikke jul, fødselsdage og andre traditionelle festdage. Må ikke dyrke konkurrencesport, tage med på lejrtur, være med i elevråd m.m.

I tilfælde af skilsmisse, hvor der er fælles forældremyndighed, og den ene part har forladt sekten, kan et ungt barn af disse ikke få lov at tilvælge dåb/konfirmation. Dette vil for den forælder, der stadig er et vidne, være et groft brud på deres loyalitet over for deres Gud. Altså kan unge, der befinder sig i denne situation, ikke selv aktivt tilvælge konfirmation. De har ikke de samme rettigheder som andre danske unge.

Et er, at voksne tilvælger et liv i konformitet, rigiditet og fordømmelse af andre – noget andet er at tage friheden fra et barn. Børn bør ikke tynges med dødsangst – angst for at f.eks. legekammerater, der ikke er vidner, snart dør i Guds krig, eller at de selv bliver udslettet af Gud, fordi de ikke levede op til religionens regler. Børn bør vokse op med friheden til at vide, at man er o.k. og elsket, uanset hvad man tror på, og at alle mennesker er værd at elske – uanset deres religiøse observans. Også ”frafaldne”.

Jeg er selv vokset op i Jehovas Vidner. Jeg kunne som barn ikke forstå at f.eks. vores søde gamle nabo, Agnes, formentlig snart skulle dræbes i Jehovas krig, fordi hun ikke var med i sekten. Hvorfor var jeg lige så heldig at være med – og ikke hende? Da søde Annemarie (en dame, der kæmpede med mange problemer og stammede kraftigt) blev udstødt, fordi hun havde røget, bad jeg til Jehova om, at han måtte hjælpe hende.

Jeg var otte år gammel, og det gjorde ondt i mig at se hende sidde møde efter møde på bagerste række, uden at nogen hilste på hende eller værdigede hende opmærksomhed. Jeg kunne næsten føle hendes ensomhed indeni. Måske var dette med til at indikere, at jeg ikke egnede mig til at være i sekten.

Syndig livsstil

Jeg snakkede senere (i min elev-tid) med min far om en kollega, som jeg holdt af og bekymrede mig for. Hun havde kærestesorger. Min far advarede mig; hvis jeg forstod/kunne sætte mig i hendes sted, var jeg måske allerede på vej til at acceptere hendes syndige livsstil. Vidnernes måde at se verden på levner ikke megen plads til den rummelighed og næstekærlighed, som man ellers hylder så højt.

Det hører med til historien, at Jehovas Vidner tror oprigtigt. Når de forkynder, er det for at redde ikketroendes liv (da de tror, at Gud snart vil gå i krig mod hele verden). De betaler skat, er lovlydige og høflige, men børn af sekten betaler en urimelig høj pris – ved at vokse op i en verden, hvor kun én måde at tænke på kan accepteres.