Filmkonsulenternes arrogance
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Christian Braad Thomsens kronik 10/5 om konsulenternes adfærd på Det Danske Filminstitut er tankevækkende.
Ganske vist har han gennem årene haft et ret så anstrengt forhold til instituttet, men derfor kan han jo godt have en pointe, og det har han.
Det er ikke konsulentordningen som sådan, det er galt med, men med bemandingen. Hvor man tidligere ansatte folk med en bred kulturel baggrund og filmisk indsigt (Morten Piil og Claes Kastholm Hansen f.eks.), synes de nu at blive hentet blandt branchens egne. Ikke de kreative, de har andet at bestille, men proletariatet af teknokrater og bureaukrater (læs: skrankepaver og papirnussere) uden kunstnerisk fornemmelse eller filmæstetisk og -historisk kompetence.
Hun er for aparte
Til gengæld har de nok flyttet rundt på en masse lamper, skrevet under på en masse kontrakter, været ”projektledere” eller ”områdedirektører” og præsteret en hel masse andet obskurt, hvis mening ingen andre end de selv kan få øje på.
Kun én ting har aldrig raget dem: filmkunst. Deres indskrænkede begreb om kunst beløber sig til salget af billetter: Jo større salg, des finere kunst, hvilket selvsagt langt fra er reglen.
Et par af eksempler Braad Thomsens eksempler er opmærksomhed værd: Med film som bl.a. ”Achilleshælen er mit våben” (1979), ”Isolde” (1989), ”Planetens Spejle” (1992) og ”Silkevejen” (2004) har Jytte Rex (sammen med Jørgen Leth og til dels Lars von Trier) både beriget og fornyet filmsproget i Danmark og står ikke tilbage for den berømte russiske instruktør Andrej Tarkovsky.
Desuden har hun lavet en stribe anerkendte portrætfilm, men i deres fantasiløshed vil konsulenterne og instituttet ikke vide af hende. Hun er for aparte og skal kanøfles.
En nævenyttig konsulent
Behandlingen af Ole Roos er et andet eksempel. For uden en stribe fremragende tv-spil har han præsteret bemærkelsesværdige film som ”Kys til højre og venstre” (1969), filmatiseringen af Tom Kristensens ”Hærærk” (1975) og den mesterlige, men oversete ”Forræderne” (1983), men han er tilsyneladende lockoutet af konsulenterne. Seneste skandaløse eksempel er behandlingen af Jørgen Leth, der planlægger en opfølger til sit mesterværk ”Livet i Danmark” (1971), men bliver bremset af en nævenyttig konsulent, der forlanger hånd og halsret over projektet og nedladende korrekser vores måske betydeligste nulevende filmkunstner med formuleringer, hun må have lært på en marxistisk indoktrineringslejer:
»Jeg er mindre interesseret i en personlig refleksion og mere i at indtage en holdning«. Som om Leths film skal illustrere hendes smalsporede interesser. I magtfuld arrogance har hun tilmed afvist at svare på kritik, ligesom instituttets leder klapper i som en østers, hvad ingen minister kunne slippe af sted med.
Konsulenterne har en ganske betragtelig hyre, så det er både oprørende og latterligt, at de for vores egne penge vil hindre os i at se kvalificeret filmkunst.