Vestagers candyfloss af tolerance

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Margrethe Vestager kunne efter at have set filmen bifalde Lincolns kamp for det enkelte menneskes medfødte ret til frihed, og hvordan han satte sin karriere og sit liv på spil i sin kamp mod slaveriets lænker. Hun tildelte rundhåndet filmen seks stjerner.

Det er indiskutabelt, at Abraham Lincoln var suveræn som lederskikkelse for en nation i udvikling, og at hans lederevner var nært forbundet med hans personlighed og engagement, hvor han ved sit eget eksempel viste vigtigheden i at udvikle en almen dannelse, båret oppe af en ubændig søgen efter indsigt, som også havde en spirituel dimension, frisat af religiøse dogmer og regelsæt. Set i det lys markerede Lincoln, at kravet om retten til frihed ikke kun indebar et opgør med slaveriet, men også et opgør med alle former for dogmatisk fanatisme.

Margrethe Vestager tager fri-

modigt Lincoln til indtægt for sit eget menneskesyn for samtidigt at lade hånt, om hvordan mange af de indvandrere, hun hilser velkommen, er bundet med mentale lænker til en række religiøse dogmer og regler.

Margrethe Vestager kan henvise til, at hun som Lincoln besidder en tolerance, men hos hende henviser tolerancen ikke kun til livets uundgåelige fejltagelser, men snarere til en dydsiret accept af alle kulturelle forskelle og dermed af de religiøse dogmer og regelsæt, hvor ikke mindst islams ideologi lægger muslimernes sind og tankesæt, ja hele liv i lænker.

Diametral modsætning

Margrethe Vestager fremstår derfor som den diametrale modsætning til Lincoln helt uden indsigt og virker dertil utroværdig, for ikke at sige uværdig, som lederskikkelse i et land, hvor vi har en kulturarv, der er båret oppe af idealer om et humanistisk livssyn, og hvor det enkelte menneske udvikler en almendannelse, gerne i Grundtvigs ånd.

Den løbende udbygning af parallelsamfund, hvor de religiøse

regelsæt er ved at blive en vigtig markør, når man taler om social kontrol, viser, hvordan Margrethe Vestager som mange andre politikere har undervurderet eller snarere overset islams evne til at lænke eller fravælge den frie selv-

stændige tanke samtidig med dannelsen af en solid sammensvejsning mellem tro, dogmatiske leveregler og flokdrifter. I sin uvidenhed prøver Margrethe Vestager med en candyfloss af tolerance at imødekomme en ideologi, der er totalitær, og som langt overgår kommunismen og nazismen i

styrke og konsekvens.

Når det nu viser sig, at rege-

ringens bestræbelser på lempelser i udlændingepolitikken udvikler sig til et uhyre kostbart eksperiment, er det yderst kritisabelt, at

Margrethe Vestager, i den gode sags tjeneste, er med til at holde de reelle omkostninger skjult for befolkningen, ikke mindst på baggrund af at hensigten er blottet for realisme og visioner.

Visioner må bygge på faktuelle muligheder og hvor løsningen, som Lincoln så smukt går ind for, må findes i det enkelte menneskes evne til at udvikle en selvstændighed i tanke, en fordomsfri søgen, og et nærvær med en evne til empati, der ikke skal forveksles med sentimental føjelighed.