Muhammed-tegningerne var relevante og nødvendige

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En omgang letkøbt plattenslageri i sammenligningen af den dybt alvorlige krise for ytringsfriheden i forbindelse med begivenhederne før og efter Muhammed-tegningerne med et pubertært og ganske irrelevant og ufarligt karikatur-stunt med en sagesløs kongefamilie som objekt for den kunstneriske frihed.

Det er den slags ligegyldighed, som Politiken har mod til at offentliggøre.

Her angribes ifølge PF samfundets elite og allerøverste top.

Man skal vist være Politikenlæser for at se det særligt modige i det.

PF bruger ikke mindre end to gang ordet ”angreb”. Hvis der er tale om et angreb (hvilket vist er en voldsom overdrivelse), så består heltemodet i at angribe de absolut eneste i det danske samfund, der ikke har mulighed for at forsvare sig.

PF har engang i den røde lærebog læst noget om stærke og svage, om magtfulde og magtesløse.

Til de sidste hører landets muslimske minoritet, der generaliseres til en gruppe uden nuancering eller respekt for det individuelle, der ellers siden Renæssancen har været kendetegnende for det europæiske menneskesyn.

Populismen generaliserer, skaber løgne og konstruerer sine egne sandheder.

Flemming Roses tegningeprojekt drejede sig ikke om »at udsætte en etnisk og religiøs mindretalsgruppe for forhånelser«. I modsætning til PF opfatter Rose muslimerne her i landet som ligeværdige borgere, der som sådan heller ikke har krav på positiv særbehandling.

Men hele Muhammed-krisen blev naturligvis et ubehageligt bekendtskab for PF og ligesindede, fordi den afslørede dybt utiltalende forhold inden for islam - såvel her i landet som i verden udenfor.

PF opfatter muslimer som forhånede, svage ofre og bidrager derved til at bekræfte nogle af de mest forløjede myter blandt muslimer. Det kan kun virke styrkende på islam og den magt, der udgår herfra.

Muhammed-tegningerne var relevante og nødvendige. I dagens verden kræver det mod at stå op imod den magt i islam, der kan ødelægge vores vestlige samfund og dets sammenhængskraft, hvis vi ikke er klar over, hvem der er de stærke, og hvem der er de svage.

JP, Flemming Rose og Kurt Westergaard besad dette mod. Deres modpart var ikke en hjemlig, kuet og svag minoritet - men en overvældende magtfuld aggressivitet, der hovedsagligt befandt sig uden for landets grænser.