Tak til 1600-tallets konger: De gjorde Danmark anti-korrupt

Vi kan takke 1600-tallets enevældige konger for, at Danmark netop igen er blevet udpeget som verdens mindst korrupte land i Transparency Internationals korruptionsindex.

Da Enevælden blev indført i 1660, begyndte kongen nemlig at sætte faste rammer for, hvordan de statsansatte embedsmænd - dommere, økonomer og fogeder - skulle opføre sig.

»En stor del af forklaringen på, at vi har lav korruption i Danmark, skal findes i, at vi har en loyal embedsstand. Den begyndte man at etablere, da Frederik III indførte Enevælden i 1660,« siger ph.d. Mette Frisk Jensen, der forsker i korruptionshistorie ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

»De enevældige konger krævede ubetinget loyalitet af deres embedsmænd. Loyaliteten viste sig at være et effektivt redskab til at sikre en forvaltning, hvor korruptionen over de næste århundreder gradvist blev minimeret,« siger Mette Frisk Jensen.

Da kongen blev enevældig i Danmark, kom det i hans personlige interesse, at embedsfolkene skulle være ukorrupte. Herreds-, by- og birkefogederne, som styrede lokale områder, og de mænd, der styrede statens pengesager, skulle ikke være til salg – de skulle alene tjene kongen.

Læs også: Hård linje i 1800-tallet udryddede korruption i Danmark

»Da enevælden blev indført i 1660, blev Frederik III tildelt al magt og myndighed. Danmark blev et arvekongerige frem for det tidligere valgrige, hvor kongerne blev valgt af et adeligt Rigsråd.«

»At landet blev et arvekongedømme betød, at kongen kunne forudse, at den kongelige magt og rigdom ville forblive inden for slægten på lang sigt. Derfor var det i hans interesse, at der var styr på statsforvaltningen og pengene,« siger Mette Frisk Jensen.

Det var ikke, fordi Frederik III og hans efterfølgere var idealister, som gik op i korruptionsbekæmpelse. Men det var i praksis, hvad de gennemførte. Der var bump på vejen, men stille og roligt blev grunden lagt til et ukorrupt land.

Læs også: Gældskrisen er skabt af korruption

»De håndfaste krav til embedsmændenes loyale forvaltning over for kongens interesser var i første omgang et forsøg på at sikre en konsolidering af den enevældige magt for kongerne.«

»Men den geniale sidegevinst blev en effektiv bekæmpelse af embedsmændenes systematiske korruption, og det kom til at blive en langsigtet sidegevinst fra Enevælden,« siger Mette Frisk Jensen.

Enevælden fjernede ikke kun adelens privilegium til at udpege kongen på et Rigsråd. Den medførte også, at embedsfolkenes embeder ikke automatisk gik i arv i de adelige familier.

Læs også: Sådan bør EU bekæmpe korruption i Afrika

I stedet begyndte kongen at ansætte borgerlige embedsmænd på deres kvalifikationer.

»De første enevældige konger forsøgte meget direkte at undgå den tidligere afhængighed af adelen ved at ophæve adelens begunstigelser og førsteret til de væsentligste statslige embeder.«

»I stedet blev der gradvist rekrutteret mænd af borgerlig oprindelse til stillingerne i staten. På den måde forsøgte monarkerne at undgå, at der kunne opstå et reelt magtpolitisk aristokratisk alternativ til den enevældige kongemagt,« siger Mette Frisk Jensen.

Samtidig blev det lettere for kongen at kræve den eftertragtede loyalitet, fordi han kunne tage embedet fra sine ansatte, hvis han opdagede slinger i valsen.

Læs også: Dansk politik svømmer i lobbyisme

Den afhængighed blev understreget af, at embedsfolk skulle sværge en troskabsed til kongen. Drypvis begrænsede kongerne embedsmændenes muligheder for at sjofle med statens penge.