Fremtidens høstudbytte kan forudsiges
Modeller for høstudbytte af hvede viser, hvordan vi kan forudsige effekten af den globale opvarmning på landbruget som helhed.
Der kan ikke længere herske tvivl om, at klimaet bliver varmere i fremtiden.
Det store spørgsmål er så: Hvad kommer det til at få af konkret betydning for dig og mig?
Forskere prøver i disse år at danne sig et overblik over, hvad klimaforandringerne blandt andet kommer til at betyde for landbruget. For når temperaturen stiger, falder høstudbyttet af mange kornarter. Det kan komme til at få fatal betydning flere steder i verden, hvor mad allerede er en mangelvare, skriver Videnskab.dk.
Nøglen fundet
Nu har et internationalt forskerhold med dansk deltagelse fundet nøglen til, hvordan vi med større sikkerhed kan forudsige, hvor meget høsten falder i fremtiden.
Læs også på Videnskab.dk: Ozon kan bekæmpe skadedyr i korn
Nøglen er ikke at bruge én enkelt klima-høstudbytte-model, men i stedet at kombinere flere modeller.
Det fortæller den danske bidragyder til det nye studie.
»Det store problem med alle individuelle modeller er usikkerhed. Der findes ikke én model, der kan komme med præcise estimater for høstudbytte under alle tænkelige klimatiske fremtidsscenarier, eller for den sags skyld for forskellige dele af verden.«
Kombinere modeller
»I vores nye studie viser vi, at man kan eliminere den usikkerhed ved at kombinere flere modeller og på den måde komme med et mere præcist bud på, hvordan landbrugets høstudbytte kommer til at blive, når klimaet ændrer sig,« forklarer professor Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet ifølge Videnskab.dk.
Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Climate Change.
Læs også på Videnskab.dk: 'Klimamodeller er uundværlige'
I studiet har forskerne samlet 27 modeller for høstudbyttet af hvede.
Hvede er interessant i en klimasammenhæng, da det er én af de afgrøder, der kan dyrkes under flest forskellige klimatiske betingelser.
Eksempelvis kan hvede fint gro i Holland og Danmark, Argentina, Indien og Australien på trods af, at klimaet i Australien er langt varmere og mere tørt end i Holland.
Udbyttet er påvirket
Men klimaet har også en effekt på udbyttet. I Australien kan landmændene kun få omkring ét ton hvede ud af en hektar landjord, mens hollænderne får omkring ni tons hvede ud af samme areal.
Netop forskellen i høstudbytte og klimatiske betingelser gjorde, at forskerne kunne undersøge de 27 forskellige modellers præcision i at beregne høstudbyttet for alle områderne.
»Vi undersøgte alle modellerne for, om de kunne forudsige høstudbyttets størrelse i de forskellige lande, alene ved at vi ændrede på klimaparametrerne i modellerne. Den danske model, som jeg arbejdede med, skulle på den måde kunne forudsige, at høstudbyttet af hvede i Danmark ville falde til australsk niveau, hvis vi fik et australsk klima her i landet,« siger Jørgen E. Olesen.
Læs også på Videnskab.dk: Fremtidens klima hæmmer kornsorten byg
Ved at kigge på, hvor præcise modellerne var i deres estimater, kunne forskerne konkludere, at der var stor variation i estimaterne for de enkelte lande og for de enkelte modeller.
Der var altså ikke én model, der ramte mest præcist i sine forudsigelser for alle landene.
Gennemsnittet mere nøjagtigt
Til gengæld fandt forskerne også ud af, at de ved at tage gennemsnittet af flere modeller kunne få meget mere nøjagtige estimater.
»Når vi gør det, får vi nogle meget mere præcise beregninger for, hvordan høsten bliver i fremtiden,« forklarer Jørgen E. Olesen, der også påpeger, at det samme gør sig gældende for modeller, der beregner høstudbytte af andre afgrøder og sikkert også for andre økosystemer end landbruget.
Læs også på Videnskab.dk: Ny svampesygdom truer verdens kornkamre
Med den nye forståelse for, at flere modeller for høstudbytte i fremtiden giver et mere præcist estimat end de enkelte modeller hver for sig, kan forskere nu begynde at forudsige, hvor galt det så kommer til at blive afgrøde for afgrøde. Hvad det kommer til at betyde, kan du læse om i artiklen på Videnskab.dk.