Køkkenchefen hader solskin på søndage
Danske restauranter sælger seks gange så mange kuverter om fredagen som om søndagen. Hvis solen skinner, er det helt galt.
Restaurant-Danmark ligger dødt, hvis solen skinner på en søndag.
Fredag og lørdag er nemlig danskernes foretrukne spis-ude-dage, og man skulle næsten tro, at alle pengene var brugt op til søndag, og kun rugbrød med rester var på menuen.
Det viser tal fra restauranttjenesten Earlybird.dk.
"Når weekenden kommer, så skal man ud og fejre det. Fredag er klart den bedste dag og derefter lørdag," siger partner hos Earlybird.dk Brian Köster.
Faktisk serveres der seks gange så mange kuverter på landets restauranter på fredage i forhold til søndage, som indtager sidstepladsen sammen med mandag, viser tallene fra virksomheden.
"Det kan man også godt mærke, synes jeg, når man går gennem byen en søndag. Det er altid en mere stille dag, hvor familien holder sig mere indenfor. Der er mange restauranter, der derfor vælger at holde lukket søndag og mandag, og flere og flere har kun åbent fra onsdag til lørdag, fordi der er så stille de andre dage," siger Brian Köster.
En søndag eller mandag koblet med sommer ser endog helt skidt ud, hedder det fra virksomheden. Så snart sommervarmen holder sit indtog, er det hjemmerestauranten i form af grillen, der bliver hevet frem i haven eller på altanen:
"Sommermånederne er meget døde. Det skyldes, at de vanlige kunder selv er taget på ferie, og selv om der kommer turister til byen i sommerperioden, kan det ikke opveje stamgæsternes flugt mod varmere himmelstrøg. Derfor er der mange restauranter, der holder lukket i juli, så de selv kan få tid til lidt ferie."
Og så er det at spise ude bare ikke lige så populært som sydpå, lyder det fra Brian Köster:
"Der er ikke så mange restauranter herhjemme, der satser på udeservering. Vejret er mere omskifteligt herhjemme i forhold til sydpå, og så er prisen også anderledes i Danmark end i de sydeuropæiske lande, hvor traditionen med at spise ude er mere almindelig end herhjemme."
Alligevel er danskerne begyndt at gå mere på restaurant:
"Tidligere gik man kun ud for at fejre fødselsdag eller lignende. Nu kan man trods alt godt gå ud og spise på en tirsdag eller onsdag bare for at hygge."
Det er dog ikke kun solbeskinnede sommerdage, hvor salget sander til. Det duer tilsyneladende heller ikke, når vejret fryser til i vinterhalvåret. Restaurantbesøgene topper nemlig i marts og oktober.