Danskernes mest populære slik
<p>Danskerne er blandt de mest sliksultne befolkninger på kloden. Og selvom forbruget er på vej nedad, og sundhedsdebatten hærger, er vi tro mod de gamle kendinge. Se dem her.</p>
Danskerne er vilde med sukkergodter. Fra spæde til landets fire ældste på 107 år spiser hver eneste af landets 5.5 mio. indbyggere i snit knap 14 kg. slik og chokolade om året.
Det viser hidtil ikke offentliggjorte tal (2007) fra slikproducentsammenslutning Caobisco, som dog også fortæller, at det er gået ned ad bakke for slikforbruget herhjemme lige siden 2004.
Her er slik-vinderne fra Toms, Haribo og Leaf Danmark
37 plader chokolade
Selvom 14 kg. pr. næse i 2007 er et halvt kilo mindre end året før, er vi stadig vilde med godter. Alene chokolade konsumerer vi hver 7,4 kg. af om året - eller omreget til pladechokolade 37 200 grams plader.
Og vi elsker og holder fast i de gamle kendinge. Således er det hos Toms – bortset fra gaveæskerne - Skildpadden, Guld Barren, Marcipanbrødet og Yankiebaren, der sælger bedst, fortæller marketingchef Martin Thorup Haagensen.
"Skildpadden er stykmæssigt det vi sælger allermest af. Vel at mærke i den klassiske udgave fra 1951 med rom- og vaniljecreme. Sjovt nok er det især mænd over 25 år, som køber Skildpadder. Men det er også et typisk tankstationsprodukt. Altså et impulskøb, man gør, når man alligevel er inde for at tanke."
Helt nye 2008-tal fra analysehuset The Nielsen Company, viser, at chokoladesalget i 2008 faldt med næsten 5 pct. målt i mængder, mens værdien af salget faktisk steg med 1,2 pct.
Sundere synder
Martin Thorup Haagensen fra Toms nikker genkendende til udviklingen. Danskernes chokoladevaner præges nemlig af to tendenser - mere chokolade med højt kakaoindhold på 70 pct. og – i mindre grad - mere bæredygtig Fairtradechokolade.
"Kvalitetschokolade med højt kakaoindhold er en meget tydelig forbrugertendens. Det er det område, hvor chokoladesalget vokser mest. Mange siger til sig selv, at hvis de skal synde, er det bedre med lidt, men godt. En del forbrugere er opmærksomme på, chokolade med højt kakaoindhold indeholder mindre sukker og flere antioxidanter, " siger Toms marketingchefen.
Sukkergodt i posevis
Når det gælder det rene sukkerslik på pose, i stænger, i løs vægt mm. spiser hver eneste dansker hvert år 6,55 kg. Ifølge Toms er der fortsat ikke nævneværdi forskel på slikforbruget fra høj- til kortuddannet, eller lavt- og højtlønnet.
"Danskerne er meget pragmatiske og holder fast i deres vaner og traditioner. Smagen og konsistensen betyder mere end noget andet. Derfor toppes listen over det slik, der sælger bedst, også produkter med rigtig mange år på bagen," fortæller marketingchef Kristian Kohn fra Leaf Danmark og suppleres af direktøren fra konkurrenten Haribo:
"Miksposer med lakrids er stort i Danmark, og danskerne er i det hele taget vilde med lakrids og spiser mere og mere af det," siger svenske Per Henerius, der mener, at danskernes lakridsmani er indpodet i os gennem generationer.
"Men selvom lakridstrangen er traditionsbetinget og det længe har været de lidt ældre, der spiste rigtig meget, er lakrids nu blevet trendy blandt de unge," siger Haribo-direktøren.
Mindre slik - mindre sukker
Vores lakridstrend- og trang til trods, køber vi stadig mindre slik. Ifølge Haribos direktør Per Henerius skal forklaringen findes i stigende grænsehandel, større prisfokusering og øget sundhedsbevidsthed hos de krisepåvirkede forbrugere.
"Krisen har gjort folk mere prisfokuserede. Bl.a. ser vi sliksalget stige i lavprisbutikkerne og falde på tankstationerne og i kioskerne. Samtidig stiger forbrugernes sundhedsbevidsthed. Tilsammen får det for tiden forbrugerne til at købe mindre poser - som naturligvis også koster mindre," siger Per Henerius.
I tråd med den øgede sundhedsbevidsthed, har alle de tre store slikproducenter i dag produkter med mindre sukker og færre kalorier. Hos Leaf er det "Tryly", mens Haribo er på banen med Haribo Light og Toms med "Nellie Dellies".
Læssevis af Matadormix
Alligevel foretrækker vi at fylde Matadormix, Click Mix, Familieguf, Pingvinblanding, Stjerne Mix eller Supermix i slikskålen, når familien skal hygge, eller vi bare vil forkæles.
Tilsammen købte danskerne sidste år 10 millioner poser af de seks mest populære poseslikvarianter. Det svarer til, at der hver time døgnet rundt og alle årets dage langes 1.142 af vores seks favoritposer over disken i landets butikker.
Slik er nemlig traditioner og vaner, og fedmedebatten har endnu ikke påvirket danskernes adfærd i særlig stor stil, vurderer slikeksperterne.
"Forbrugerne har taget godt imod vores nye Nellie Dellies med 65-75 pct. mindre kalorieindhold i. Især lakridserne sælger godt. Men der skal meget til, førend de bliver lige så store succeser, som klassikerne " som Martin Thorup Haagensen fra Toms diplomatisk udtrykker det.