Teatret ved Sorte Hest: CALIGULAS NAT
Det er Caligulas og dommens nat, hvor kejseren og luderen mødes i et interessant lille idédrama med opløftende morale.
Teatret ved Sorte Hest: CALIGULAS NAT
Af Jesper Bræstrup Karlsen og Jacque Lauritsen
Scenografi: Mickey Pheiffer
Iscenesættelse: Kim Nørrevig.
Sidste dag 7. december.
Det er ikke blot Caligulas nat, men også dommens. Dommen over et liv, fyldt med ondskab og dødbringende foragt for andre mennesker. I mødet mellem kejseren og luderen udspilles et mindre idédrama, hvor Kaj Munks "En Idealist" ikke synes at være så forfærdelig langt borte.
Også her besinder en tyran sig i sidste øjeblik i erkendelse af, at der er kræfter, som er større end ham selv. Hos Munk er det Vorherre, her er det kærligheden. Den kærlighed, der rækker ud over døden og meningsløsheden.
Det er den, Caligula erkender i konfrontationen med luderen Livia, som han har mødt engang tidligere. Et møde, der uafvidende fik følger i form af en søn. Den søn, der senere døde på grund af Caligulas menneskeforagtende og dødbringende tyranni. Men også Livia har slået ihjel. De mange børn, hun har fået, er blevet sat ud på floden i erkendelse af, at hun ikke kunne brødføde dem. Et møde mellem to mordere - den ene af desillusioneringens lyst, den anden af nødvendighedens smerte. Men hvor Livia trods alt har formået at bevare håbet om mening med livet, klamrer kejseren sig til sit eget indbildte dogme om altings ligegyldighed, fordi vi alligevel skal dø før eller siden. Nu sidder han dér, jaget af menneskemassen udenfor, på flugt for sig selv, uden at turde hverken leve eller dø.
Og hvis det lyder en anelse højtsvunget og patetisk, er det ikke helt forkert. Som var stykket skrevet i en anden tidsalder. Hvilket ikke forhindrer, at også vor tid burde kunne forholde sig til denne hjertets forhærdelse, det moderne menneskes fremmedgørelse og de mulige følger deraf.
I Kim Nørrevigs kontante og effektive iscenesættelse har Anne Karina Nikolajsen fra Theatre la Balance fin renhed og råstyrke som Livia over for Jacque Lauritsens forkrampede kejser, der krakelerer for øjnene af os. Et interessant lille idédrama med opløftende morale. Kaj Munk ville have kunnet lide det.