*

Litteratur

Gyldendal afskediger alle ansatte hos Tiderne Skifter og stævner tidligere forlagschef

Ifølge Gyldendals koncerndirektør har Tiderne Skifters tidligere chef Claus Clausen undladt at betale flere millioner kroner tilbage, som tilfaldt forfatterne.

Som medinitiativtager til oprettelsen af Tiderne Skifter har Claus Clausen, der nu bliver stævnet af Gyldendal for ikke at betale royalties til forlagets forfattere i perioden 2002-2006. Foto: Mik Eskestad

Tiderne Skifter

Tiderne Skifter blev grundlagt i 1973 og har siden udgivet mere end 1500 forskellige bøger inden for såvel dansk som udenlandsk skønlitteratur, politisk debatlitteratur, køns- og seksualpolitiske bøger, samt almen kulturhistorisk og -kritisk litteratur.

Med udgangspunkt i 1970ernes politiske kultur med kvindebevægelse og ungdomsoprør, venstrebevægelse og kollektiver har forlaget fastholdt en konsekvent samfundskritisk udgivelseslinje bestående af politiserende debatskabende bøger inden for alle områder: køn og modernitet, feminisme, sexologi, computerkultur, fremtidsforskning, psykoanalyse, billedkunst og fotografiske værker m.m.

I oversættelse har Tiderne Skifter bl.a. udgivet forfattere som Timothy Garton Ash, Julian Barnes, Simone de Beauvoir, Alain de Botton, Pierre Bourdieu og Italo Calvino.

»Det er ekstremt voldsomt. Og det er en ekstremt ulykkelig situation. Jeg kender ikke til fortilfælde. Gyldendal har aldrig stået i sådan en situation før,« udtaler koncerndirektør i Gyldendal, Elisabeth Nøjgaard.

Blot et år og fem måneder efter at Gyldendal købte forlaget Tiderne Skifter, og gjorde forlaget med en ganske imponerende udgivelsesliste til et såkaldt imprint under Gyldendalkoncernen, afskediger Gyldendal nu alle ansatte - i alt tre - hos Tiderne Skifter. Bl.a. forlagschefen Mette Jokumsen, der overtog ledelsen af Tiderne Skifter efter salget.

Ifølge koncerndirektøren er der foregået ulovligheder på forlaget Tiderne Skifter under ledelse af Claus Clausen i perioden 2002 og frem til 2016, hvor han solgte forlaget. Ulovligheder, der nu betyder, at Gyldendal har valgt at stævne Claus Clausen.

»Vi har gennemgået regnskaberne for 2002 til Claus Clausen solgte til os forlaget i primo 2016. De er gennemgået minutiøst, og vi har mere end tyve ringbinds dokumentation stående for forfatterbetalinger, som skulle være sket, men som ikke er sket,« Elisabeth Nøjgaard.

»Det gør vi fordi det ikke er lykkedes at indgå forlig med ham og hans advokat om at godtgøre de penge, som ulovligt at blevet forholdt forfatterne gennem rigtigt mange år,« siger hun.

Er der tale om penge, som så er endt i Claus Clausens egen lomme?

»Det tør jeg ikke udtale mig om, for det ved jeg ikke præcist, men der findes ikke nogen mere alvorlig misligholdelse fra en forlæggers side end at undlade at betale sine forfattere.«

Tiderne Skifter vil blive videreført som en del af Gyldendals skønlitterære redaktion i Klareboderne, i indre København, under ledelse af Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis. Koncerndirektøren udtaler, at de Gyldendal har »beherskede ambitioner« for Tiderne Skifter fremadrettet.

Da Gyldendal købte forlaget, udtalte Claus Clausen, at det ikke var pga. økonomiske problemer, at han solgte Tiderne Skifter?

»Nej, men når man har en omsætning, som nu viser sig at være mindre, fordi der er nogle penge, der skal falde til forfatterne, som ikke er kommet frem, så ser økonomien jo dårligere ud, end vi før havde troet. Det er penge, som vi skal efterbetale. Det er flere millioner kroner, vi udbetaler til forfatterne på Tiderne Skifter, så det er jo summer, der ville slå bunden ud af de fleste små forlag,« siger Elisabeth Nøjgaard.

Kan man så forvente, at nogle af de forfattere, der udkom på Tiderne Skifter, nu udkommer på Gyldendal?
»Det kommer fuldstændigt an på, hvad den enkelte forfatter ønsker. Hvad de synes om, at de nu kommer tættere på Gyldendal. Det er en samtale, vi skal have med hver enkelt, der har et projekt. Enten aktivt eller på bedding,« udtaler Nøjgaard.

Hvorfor fyre alle tre medarbejdere på Tiderne Skifter?

»Det er heller ikke noget, som vi gør, medmindre vi finder det tvingende nødvendigt. Det er uanset, om det er ledelsen eller de andre medarbejdere. Det vil for os altid være den sidste vej at gå. Vi gør det fordi, der ikke er andre muligheder for at få regnskabet til at hænge sammen«

Man kunne vel godt sørge for, at de bevarede deres jobs?

»Jo... men så skal du have en strategi og nogle ejere, der synes det er i orden, at du har en aktivitet, der giver underskud.«

Jyllands-Posten prøver på at få en kommentar fra Claus Clausen. Mette Jokumsen, der er blevet opsagt, henviser til Elisabeth Nøjgaard fra Gyldendal for kommentarer.

Clausen erklærer sig uskyldig

Claus Clausen bekræfter overfor Jyllands-Posten, at han er blevet stævnet af Gyldendal og fortæller, at »han er ked af det på de opsagte medarbejders vegne«. Han kalder desuden Gyldendals afskedigelser for en »lukning af Tiderne Skifter« som autonomt redaktionelt forlag som en beslutning der alene er truffet af Gyldendal.

Han siger desuden, at han ikke har afvist noget forligstilbud fra Gyldendal:

»Jeg har bedt dem om at give dokumentation for deres krav, så jeg kunne forholde mig konstruktivt til dem. Det har de ikke kunnet give mig.«

»Ingen ulovligheder«

Clausen har en række indsigelser overfor Gyldendals erstatningskrav, som han med sin advokat vil fremføre i løbet af retssagen, men slår fast:

»Der er ikke sket nogen ulovligheder. Og jeg har ikke på nogen måder beriget mig selv. Jeg må også kraftigt bestride at jeg bevidst har ønsket at forholde forfattere deres berettigede royalties.Der er tale om beklagelige fejl, men ikke ulovligheder«

Han fortæller, at sagen »mig bekendt primært handler om udenlandske forfattere, som ikke har fået videreafregnet deres sekundære rettigheder, dvs. royalties for bogklubudgivelser og lydbøger i Danmark. Ikke danske forfattere.«

Et agtværdigt forlag

Morten Visby, formand for Dansk Forfatterforening, kalder det for »rigtig trist sag«:

»Det er først og fremmest trist, fordi Tiderne Skifter er et agtværdigt forlag, der har haft et meget, meget flot udgivelsesprogram gennem mange år. Men også trist, hvis det er rigtigt, at forfatterne ikke har fået den betaling, de skulle have,« siger formanden

Ud fra de meldinger, Visby har fået indtil videre, er han dog glad for måden, hvorpå Gyldendal håndterer sagen:

»Det mit indtryk, at Gyldendal udviser det økonomiske ansvar, som de skal i denne her sag. Og som må forventes af sådan et forlag. De påtager sig at betale forfatterne de vederlag, som de skulle have haft. Også for perioden, der lå forud for, at Gyldendal overtog Tiderne Skifter,« siger Visby.

Claus Clausens hjertebarn

Tiderne Skifter er den nu sigtede Claus Clausens hjertebarn. I 43 år stod han i spidsen for forlaget, før det blev solgt til Gyldendal i 2016. Clausen pegede selv på Mette Jokumsen som ny chef. Hun kom fra en stilling som chef på Informations Forlag. Den dengang 72-årige Clausen fortsatte dog sin tilknytning til forlaget i rollen som seniorredaktør eller konsulent - og forlaget bevarede, på trods af salget, redaktionel frihed.

Dengang udtalte Claus Clausen efter salget i en pressemeddelelse:

»Mette Jokumsen, som afløser mig som leder af Tiderne Skifter efter 31. juni 2016, er efter såvel min som Gyldendals opfattelse det helt rigtige valg. Efter tolv år som leder af Informations Forlag har Mette vist, at hun besidder alle de egenskaber der kendetegner godt lederskab. Tag vel imod hende.«

Han følte desuden, at han havde truffet den rigtige beslutning:

»Jeg er tryg ved Gyldendals ejerskab, og jeg er glad for, at Gyldendal har valgt en efterfølger og ny leder, som jeg selv har peget på og som jeg er overbevist om har al den energi, dygtighed, handlekraft og ledelsesmæssige erfaring, der vil kunne sikre Tiderne Skifter en fortjenstfuld fremtid i Gyldendals varetægt.«

Dertil hører, at Clausen dengang understregede overfor Politiken, at salget til Gyldendal ikke skyldtes økonomiske vanskeligheder. I en alder af 72 år, så han det nødvendigt, at ledelsen alligevel skulle udskiftes før eller siden:

»En ny ledelse kræver også et ejerskifte, for jeg kan ikke se mig selv værende ejer af noget, som jeg ikke selv styrer«, sagde han.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Litteratur

En tung bog uden litterær vægt

Ildefonso Falcones er kendt for sine farverige, historiske fortællinger, og Jordens arvinger er ingen undtagelse. Romanen er dog ingen stor litterær præstation.
Annonce
På den anden side
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her