Grænseløst nyt dansk tv-drama på vej
DRs kommende dramasatsning har været længe undervejs - nu starter optagelserne.
Forberedelserne til DRs kommende internationale drama-satsning "The Team" har været meget længe undervejs, men optagelserne af de første afsnit indledes i denne måned.
Den ambitiøse serie, der bliver realiseret i et samarbejde med en lang række europæiske tv-selskaber, har et samlet budget på omkring 75 millioner kroner og den finansieres af en lang række tv- og filmselskaber, fonde og ligende.
Senest har den nystartede Copenhagen Film Fund bevilget 2,5 mio. kroner til projektet, der omfatter foreløbig otte afsnit af knap en times varighed.
Succes-par
Serien en skrevet af ægteparret Peter Thorsboe og Mai Brostrøm, der blandt andet stod bag tv-hits som "Rejseholdet", "Ørnen" og "Livvagterne". Det første afsnit instrueres af Katrine Winfield, der har hovedansvaret for de øvrige afsnit, der dog alle instrueres af hver deres danske instruktør.
"The Team" er udviklet på initiativ af tyske ZDF med udgangspunkt i den store succes danske tv-krimier har haft i de senere år.
Road-movie
Serien foregår over det meste af Europa og betegnes som en road-movie.
"The Team" tager sit udgangspunkt i det faktum, at kriminalitet ikke respekterer landegrænser.
Efter en række mord på prostituerede på en rasteplads ved Berlin, i en baggård i Antwerpen og på et luderhotel i København, sammensætter det europæiske politisamarbejde - styret fra Haag - en opklarings-gruppe ind i sagen.
Får premiere om et år
Øverst på rollelisten står danske Lars Mikkelsen i rollen som politimanden Harald, Jasmin Gerat fra Tyskland i rollen som Jackie og belgieren Veerle Baetens som Alicia.
De første afsnit af serien, der selvsagt foregår på engelsk, ventes udsendt sidst på året 2014.