Sunshine
At vække solen til live, når den er ved at dø, kan synes en god idé, men at lave film om det lykkes dårligt.
Sunshine
England 2007
Iinstruktion: Danny Boyle
1 time 48 minutter
Premiere i 31 biografer landet over.
I 2057 siges solen at være udbrændt. Det er jeg også til den tid. Men der jo ikke så længe til, så det fame uhyggeligt, som vi sagde i halvfjerdserne.
For at skrue op for blusset i solen har man sendt et rumskib op, der skulle trykke den af lige ind i stjernens solar plexus! Men det kiksede, og man ved ikke, hvad der blev af fartøjet. Icarus hed det. Et dumdristigt navn, for det var ham, der i den græske mytologi brændte sig noget så læsterligt, da han nærmede sig solen, så han dryssede ned som slagger i havet.
Man prøver igen med Icarus II. Det går heller ikke. Icarus II finder Icarus I og bliver besat af et overlevende besætningsmedlem, der er forvandlet til monster, mens en af rumskibets egne kvajer sig ved ikke at få vendt skuden rigtigt. Det forårsager en masse kaos og råben og gåen og kommen. Ikke specielt spændende, men visuelt overgearet og med interiører lige til avancerede livsstils-magasiner. Desuden er hele sceneriet manieret og effektsøgende med en rå chok-klipning og skramlen og spektakel på lydsporet.
Skuespillerne er kedsommelige og intetsigende, selv om de har en del at skulle have sagt; historien en vitaminfattig skrøne, der satser på de digitaliserede billedeksplosioner, og det er da ret flot, men ikke nogen kvalitet, for det skal bare være flot med alle de hjælpemidler!
Spørgsmålet er, hvad det tekniske apparat bruges til. Her til ingen verdens ting! Om man kan li det eller ej, så satte Stanley Kubrick i 1968 niveauet med den aldrig overgåede Rumrejsen 2001! Siden har ikke en eneste science fiction-film kunnet måle sig med dens historie, æstetiske fantasi, visuelle prægnans, musikalske opfindsomhed og special-effekter, især fordi de ikke har formået at skabe det uendelige rum af mystik og væve det draperi af foruroligende metafysisk og kalejdoskopisk bevidsthedsudvidelse, som Kubrick designede så genialt.
Instruktøren, Danny Boyle, vakte en vis opsigt med Trainspotting (1998), som nogle mente, der var noget ved. Det var der ikke. Siden lavede han bl.a. The Beach (2000). Den var der heller ikke noget ved. For så vidt er han stabil nok.
Sunshine forsikrer, at nu sortner det for solen, men den er selv én stor formørkelse både kunstnerisk og intellektuelt.