Forbrydelsen kom eddergodt fra start
Det klæder Forbrydelsen at have bevæget sig ind i storkapitalens og den danske småpolitiks cirkler. Man undgår de værste klicheer og twister dygtigt nogle faste forestillinger om verdens og Danmarks orden.
Inden vi bliver teatralsk bevidste, kan vi lige så godt forholde os til det basale: Om første afsnit er en succes, står og falder jo egentlig med, om man har lyst til, nej, om man nødvendigvis må se mere. Det må man. DR’s presseafdeling sender venligt de to første afsnit ud, havde de sendt hele striben, tror jeg nok, jeg havde set dem nu.
Så langt så godt.
Selvfølgelig er den triste, altid plaget udseende Sofie Gråbøl som Sarah Lund aka Den Skarpsindige Skisweater lige så meget en skandinavisk illusion som en calvadosdrikkende, piberygende Maigret er et parisisk postulat, men det går an endda. Man bærer over med det, simpelthen fordi resten er god underholdning.
Lund er forbi sin første ungdom, har været ansat ved politiet i 25 år og påtænker at trække sig tilbage til et mindre belastende job på Politigården.
Drømme og ambitioner
Hendes søn Mark, 20 år, vil ikke snakke med hende, og PET-manden Mathias Borch (Nikolaj Lie Kaas) presser hende for ikke trække sig fra fronten. Og politiassistent Asbjørn (fint spillet af Sigurd Holmen Le Dous) fra Station Bellahøj er nyansat med masser af drømme og ambitioner, han får hele tiden interessante ideer, og er en konstant påmindelse om en ungdom og den energi, der forsvandt.
Et lig på en skrotplads i Københavns Havn kommer i vejen for Lunds umiddelbare retræteplaner, ikke mindst, da sporet fører til et skib ejet af Zeeland, det gigantiske rederi, der bærer en betydelig del af landets økonomi. Og så er serien ellers i gang. En sine steder meget mørk serie (hvad der også hænger sammen med, at Sarah synes notorisk utilbøjelig til at tænde lyset, når hun kommer hjem), men den er også noir på den fede måde, når den forlener kendte steder med en ukendt uhygge og fare.
Dragende billedside
Her er gode billeder fra København, lidt mere tv-teater og ikke så æstetisk grænsesøgende som Broen, men alligevel, billedsiden er dragende, ofte ligefrem smuk.
Anders W. Berthelsen spiller Robert Zeuthen; ung, Mærsklignende magnat, han gør det udmærket, men man kan ikke helt frigøre sig fra billedet af ham i Krønikerollen som Verdens Bedste Socialdemokrat eller bare reklamerollen som tryghedsskabende Home-repræsentant. Eller også er det fordi man er så uvant med at se en figur, der repræsenteret indkomstgruppen over 500.000 kr., fremstillet som andet end kold og hård og med døde, fjerne øjne. Konflikten her er lidt anderledes, for det er Zeelands onde bestyrelse, der er klar til at trække stikket og dermed slukke for Danmark, og det er Zeuthen, den nationalt sindede arvtager af familiefirmaet, der ser på større værdier.
Berthelsen har som Zeuthen sine steder nogle gange det opgivende udtryk i ansigtet, som kendetegner den moderne mand, omgivet af forpligtelser, møder, børnekriser og viljefaste, fraskilte kvinder, den rolle fylder han fint ud.
Og Stig Hoffmeyer er glimrende som Zeuthens PA Niels Reinhardt, slank, tyst og diskret, så gammeldags hæderlig at se til, at man kunne have ham under mistanke allerede nu.
Sander det gamle ord
Det er valgkamp, krisen kradser, vi (Danmark) er på fallittens rand, og statsminister Kristian Kamper (Olaf Johannessen) har travlt. Han repræsenterer et parti, der kalder sig Nye Liberale og synes at rejse med et Fair Løsning-lignende program, der står og falder med, at Zeeland bliver i fædrelandet. Oppositionen kræver, som sande demokrater, at der ikke skal være særbehandling til Zeeland, mens statsministeren inderst inde sander det gamle ord om, at den, der betaler musikken, har et vist ord at skulle have sagt, når det gælder, hvad der skal spilles.
Problemstillingen er så højaktuel, at man ikke kan ønske sig mere, og da Zeuthen-parrets datter kidnappes, intensiveres handlingen med det, der for de fleste forældre er den ultimative angst, og alting menneskeliggøres på en fin måde.
Som det sig hør og bør slutter første afsnit med et mylder af åbne spørgsmål, og det er alt for tidlig at lege national gætteleg for licensen.
Nu, og i de næste afsnit kan vi bare glæde os over, at vi kom eddergodt fra start.
Hvad synes du om Forbrydelsen III?