Fortsæt til indhold
Kultur

100.000 danskere bruger det hver dag: Nu lukker Gyldendal populært opslagsværk på nettet

»Den Store Danske Encyklopædi« har givet forlaget underskud gennem flere år.

Det bliver hver dag brugt af 100.000 danskere, der lige skal have tjekket op på forskellig fakta, såsom hvad Kanslergadeforliget nu medførte, eller hvad lyse nætter egentlig dækker over.

Samtidig er informationer så nøjagtige, at uddannelsessteder har godkendt det som et referenceværk i elevernes opgaver.

Ikke desto mindre lukker Gyldendals netversion af »Den Store Danske Encyklopædi« - populært kaldt »Den Store Danske«.

Det meddeler forlaget til Politiken.

Mens brugere tidligere købte opslagsværket på cd og dvd, bruger de fleste i dag den gratis udgave på nettet.

Det har årligt kostet Gyldendal op til tre millioner kroner om året, hvilket har givet et samlet underskud på mere end 20 millioner kroner.

»År efter år har der kun været underskud, og på et tidspunkt må man bare sige, at vi ikke kan finde en løsning, der får projektet til at gå i nul,« siger Stig Andersen, administrerende direktør for Gyldendal, til Politiken.

Forlaget har haft tre fuldtidsansatte, hvoraf to nu har fået en anden stilling hos Gyldendal.

Indtil år 2001 udkom opslagsværket på tryk og blev købt af 35.000.

Danskerne kan dog lidt endnu søge i »Den Store Danske« og finde ud af, at lyse nætter er »nætter, hvor Solen ved midnat ikke kommer så dybt som 18° under horisonten, dvs. at det er (astronomisk) tusmørke hele natten« og at Kanslergadeforliget er et »politisk-økonomisk forlig, indgået på statsminister Thorvald Staunings bopæl i Kanslergade i København den 29.-30. januar 1933 mellem Venstre og regeringspartierne, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Forliget var det mest omfattende i en række forlig, der skulle afbøde de økonomisk-sociale virkninger af verdenskrisen siden efteråret 1929«.