Fortsæt til indhold
USA

Sundhedsreform vedtaget i Senatet

Barack Obamas sundhedsreform er blevet vedtaget i det amerikanske senat.

Den historiske sundhedsreform blev vedtaget med 60 stemmer for og 39 imod.

Forslaget betyder, at millioner af amerikanere får en sygeforsikring og er et resultat af mange måneders politisk tovtrækkeri i Washington.

Afstemningen var henlagt til klokken syv om morgenen lokal tid, så medlemmerne kunne nå hjem til jul.

Partitilhørsforhold

Der har ikke siden 1895 været gennemført en afstemning i Senatet den 24. december.

Stemmeafgivningen foregik efter partitilhørsforhold. Således stemte alle 58 demokratiske senatorer for forslaget. Desuden sagde to uafhængige senatorer "ja", da der var navneopråb i kammeret.

Partienigheden er lige så usædvanlig som vedtagelsen af reformen.

Historisk enighed

Ved vedtagelser af store reformer i USA har det i Senatet historisk været således, at at enkelte senatorer altid har flyttet sig over partigrænserne og stemt imod partilinjen.

At dette ikke er tilfældet denne gang betegner flere analytikere som historisk.

"Afstemningen er en kulmination på en lang periode med intensivering af den politiske polarisering," lyder vurderingen til New York Times fra Ross K. Baker, der er politolog på Rutgers University og ekspert Senatet og dets historie.

Sundhedsreformen bliver dog først til lov, når det sammenskrives og vedtages med det forslag, som Repræsentanternes Hus vedtog sidste måned.

Triste og glade senatorer

40 republikanere stemte imod reformen - en af dem var senator Olympia J. Snowe fra Maine, som har brugt årevis på at samarbejde med demokraterne om sygesikring og andre emner. Hun var trist efter afstemningen.

”Jeg er ekstremt skuffet. Der var ingen muligheder for at ændre i teksten eller lave den om, og demokraterne gjorde ingenting for at arbejder over midten,” sagde hun til New York Times efter afstemningen.

Hun var især bekymret for nye skatter og afgifter i lovforslaget, som hun mener vil have en skadelig effekt på jobmarkedet.

Hos demokraterne var stemningen anderledes. Senator Tom Harkin fra Iowa var glad for, at der nu kommer nye boller på suppen.

”Sygesikrings-politikken i USA har indtil nu været moralsk forkasteligt,” sagde Tom Harkin, der mener, at udgifter til medicin har været altødelæggende i mange familiers liv.

Private forsikringsselskaber

Det bliver stadig private forsikringsselskaber, der skal stå for sygeforsikringen.

Sundhedsreformen betyder, at omkring 31 og 36 millioner amerikanere får sygesikring. Dermed vil 94 pct. af alle amerikanere være dækket, skriver Ritzau. Lovforslaget vil koste 4.680 mia. kr over 10 år, lyder det fra demokraterne.

Det ventes, at præsident Barack Obama senere på dagen holder en tale om afstemningen, inden han drager på juleferie på Hawaii.

LÆS OGSÅ: Senatet stemmer om sundhedsreform