Fortsæt til indhold
USA

Pelosi: CIA bedrog mig

CIA brugte tortur mod fanger lang tid før, det blev godkendt, siger den tidligere leder af overvågningen af de amerikanske sikkerhedstjenester, Nancy Pelosi.

I august 2002 blev en terrormistænkt - Abu Zubaydah - udsat for waterboarding hele 83 gange.

Men ifølge den amerikanske toppolitiker Nancy Pelosi, så blev hele episoden holdt hemmelig.

På mødet i den komite, der overvåger de amerikanske sikkerhedstjenester, fik Pelosi flere uger senere i sommeren 2002 oplyst, at CIA ”overvejede” at bruge metoden waterboarding mod fanger.

Det hed sig, at man endnu ikke havde truffet en beslutning om rent faktisk at gøre det. Og at man bestemt ikke havde gjort det.

Først senere gik det op for Pelosi, at metoden rent faktisk allerede blev brugt.

Det hævder Nancy Pelosi, der i dag er leder af Repræsentanternes Hus.

Vi blev snydt

”Regeringen bedrog hele vejen igennem kongressen,” sagde Pelosi på et tv-transmitteret pressemøde tidligere i dag i Washington D.C.

Hun drog en direkte linie til Bush-regeringens ”løgnagtige” rapporter om masseødelæggelsesvåben i Irak.

Pelosi har tidligere sagt, at hun aldrig blev oplyst om waterboarding, men måtte i dag erkende, at hun i februar 2003 fik oplysningerne præsenteret.

Hun var på det tidspunkt ikke længere leder af komitéen, der overvåger de amerikanske sikkerhedstjenester.

Abu Zubaydah er fortsat tilbageholdt på den amerikanske militærbase i Guantanamo.