Netanyahu vil lukke Al-Jazeera i Israel for mediets dækning af konflikten i Jerusalem
Mediet opildner til vold, lyder anklagen fra Israels premierminister.
De dækker ikke bare urolighederne - de er med at til at skabe dem.
Sådan lyder den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus, anklage mod mediet Al-Jazeera, der har sit udgangspunkt i Qatar og dækker nyheder fra hele verden.
Udmeldingen kommer efter den seneste uges eskalering af konflikten mellem israelere og palæstinensere i og omkring Jerusalem.
Særligt fredag var en voldelig dag, da palæstinensere protesterede mod de metaldetektorer, der blev opstillet ved Tempelbjerget og omkring al-Aqsa moskéen.
Området er helligt for både jøder, kristne og muslimer.
Israel har siden valgt at fjerne metaldetektorerne, der blev sat op som en reaktion på et blodigt angreb tidligere i juli, hvor to israelske politibetjente blev dræbt.
Et medie som Al-Jazeera har imidlertid ligeledes været med til at opildne til konflikt, hævder Benjamin Netanyahu.
Derfor har han »krævet en lukning af Al-Jazeeras kontorer i Jerusalem« og er klar til at ændre loven for at få det til at ske, siger han ifølge The Guardian.
Det arabiske medie har indtil videre ikke reageret på udmeldingen.
Al-Jazeera har beskrevet konflikten indgående og senest skrevet en historie om, at to palæstinensiske teenagere omkom under kampe med de israelske styrker i løbet af weekenden.
Den ene af blev ramt af en benzinbombe, han havde planlagt at smide mod de israelske sikkerhedsstyrker, mens den anden angiveligt blev skudt.
Det skete, kort efter tre israelere var blevet overfaldet og knivdræbt af en palæstinenser i deres hjem i en bosættelse.