Museumschef: Statuer smadret af IS var kopier
En video viser, hvordan IS-kæmpere ødelægger tilsyneladende uvurderlige museumsgenstande. Men det er kopier, siger den irakiske rigsantikvar nu.
BERLIN
For få dage siden slog kunsthistorikere alarm, da en video viste, hvordan kæmpere fra Islamisk Stat (IS) ødelagde tilsyneladende uvurderlige statuer og andre objekter i et museum i Mossul i det nordlige Irak. Statuerne fra oldtidsriget Assyrien blev smadret, fordi de viste ansigter og således overtrådte et angiveligt billedforbud i Koranen, hed det.
Men ingen af de objekter, man kan se i videoen, er ægte, siger nu den irakiske rigsantikvar, Fawzye al-Mahdi, ifølge tysk radio. Det må IS-kæmperne have vidst, og de har således ført verden bag lyset, lyder det.
En reporter fra Deutschlandradio har udspurgt al-Mahdi i Bagdad, og direktøren er ikke i tvivl. De ødelagte objekter er alle kopier, og overvejende af gips. Kopier er helt almindelige på museer i Irak, fortælles det. Originalerne er i reglen på nationalmuseet i Bagdad eller i udlandet.
Al-Mahdi fortæller, at hun nøje har gennemset videoen, som IS-folkene offentliggjorde, og at hun er sikker i sin sag. Nogle af originalerne befinder sig et stenkast fra hendes kontor på nationalmuseet, siger hun.
Rigsantikvaren oplyser dog, at mindre keramikfigurer, emblemer af egetræ og andre værdifulde genstande blev stjålet under IS’ hærgen. Disse objekter er alle originale, og de er smuglet ud af landet for at blive solgt. Syv genstande fra Mossul skal allerede være dukket op i Tyskland.
Kunsthistorikere udtrykte sidste uge forfærdelse over videoen, fordi den syntes at vise, hvordan uvurderlige objekter blev tilintetgjort. Også den irakiske regeringschef Haider al-Abadi reagerede voldsomt og lovede, at gerningsmændene, der på videoen ikke var maskerede, ville blive stillet til ansvar.