Nobeltale: Obama nævnte Hitler og Al Qaida
Hverken Hitler eller Al Qaida lader sig stoppe med ord og forhandlinger alene, pointerede Barack Obama i sin Nobelpris-tale i Oslo.
Nok er det Nobels Fredspris, han lige har modtaget, men det meste af Barack Obamas takketale i Oslo havde karakter af et forsvar for krig. Ikke krig for krigens skyld, men for fredens skyld.
”Ja, krigens instrumenter har en rolle at spille for at bevare freden,” erklærede den amerikanske præsident.
”Jeg forstår, hvorfor krig ikke er populær. Men jeg ved også, at troen på, at fred er ønskværdig, sjældent er tilstrækkeligt til at opnå den,” konstaterede han.
Gandhi kun en del af svaret
Barack Obama, der ankom til Oslo i morges for at tage imod fredsprisen, kom allerede i indledningen af sin tale ind på de mange kritikere, der har hævdet, at det var alt for tidligt at give ham fredsprisen – før han har afstedkommet ret meget konkret. Obama bekræftede selv, at han ikke har udrettet nær så meget som mange af de tidligere pristagere og nævnte bl.a. Martin Luther King og Nelson Mandela.
Men den del af kritikken, der handler om, at USA fører krig i Irak og Afghanistan, gik han i rette med i sin tale.
”Jeg ved, at der ikke er noget svagt, ikke noget passivt, ikke noget naivt i Gandhis og Kings gerninger og liv. Men som en statschef, der har svoret at beskytte og forsvare min nation, kan jeg ikke lade mig vedlede af deres eksempler alene,” sagde han.
Ondskab eksisterer
”Tag ikke fejl: Ondskab eksisterer virkelig i verden. En ikke-voldelig bevægelse kunne ikke have stoppet Hitlers hære. Forhandlinger kan ikke overbevise Al Qaida om at lægge våbnene,” sagde Barack Obama.
På et pressemøde forud for prisuddelingen udtrykte Norges statsminister sin støtte til Barack Obama.
”Jeg støtter fuldt ud tildelingen. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen, der har gjort mere for freden i verden i det seneste år end Barack Obama,” sagde Stoltenberg.
LÆS OGSÅ: Barack Obamas Nobelpris-tale fra Oslo (engelsk tekst)