Fortsæt til indhold
Europa

EU-parlamentariker om May: »Hun er ude, hvor hun ikke kan bunde«

EU-parlamentarikere er ikke imponerede over Theresa May.

Det er ikke godt nok.

Sådan lyder reaktionen fra EU, efter at den britiske premierminister, Theresa May, har sagt ja til at tale ved EU-Parlamentets formandskonference på et ikke nærmere bestemt tidspunkt i fremtiden.

»Jeg får indtrykket af, at hun er en dame, som er ude, hvor hun ikke kan bunde, hvilket vil sige, at hun nu er ved at nå sine evners yderste grænse. Og jeg synes, at det er begyndt at skinne igennem,« lød reaktionen ifølge The Telegraph fra Philippe Lamberts, belgisk medformand for gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance.

Formandskonferencen består af EU-Parlamentets formand og gruppeformændene, og møderne er lukkede. Lamberts mener således, at Theresa May i stedet burde stille sig op foran parlamentets 751 medlemmer til en debat om brexitaftalen.

Men han er ikke blind over for, hvorfor May gør, som hun gør.

»Hvis jeg var hendes rådgiver, ville jeg have rådet hende til det samme. Jeg tror, at hun havde mere at miste end vinde ved at komme. Hvis hun kom til Bruxelles eller Strasbourg, tror jeg, at hun ville risikere at svække Storbritanniens position yderligere.«

Tidligere på året inviterede parlamentets formand, Antonio Tajani, Theresa May til at tale ved en åben samling, men The Guardian kunne forleden afsløre, at premierministeren afslog denne invitation og i stedet valgte at tale ved et lukket møde.

Parlamentets brexitforhandler og formand for Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, Guy Verhofstadt, opfordrer ligeledes May til vælge en mere åben model, hvor hun taler til hele parlamentet.

Han henviser til, at andre statshoveder har gjort det samme.

»Det kan kun være en fordel, da EU-Parlamentet skal give grønt lys til udfaldet af forhandlingerne,« siger han ifølge The Guardian.

»Og det, som er på spil i øjeblikket, er temaer, som ligger EU-Parlamentets hjerte og de fleste parlamentsmedlemmers hjerter meget nært. Det er spørgsmålet om borgeres rettigheder, den irske grænse, spørgsmålet om en økonomisk ordning og også fremtiden. Der er brug for, at alt dette bliver debatteret i en åben dialog mellem fru May og alle medlemmer,« fortsætter han.

Parlamentet kan nedlægge veto mod enhver udmeldelsesaftale mellem EU og Storbritannien.

For få dage siden lød det fra EU-Parlamentet, at brexitforhandlingerne formentlig bliver forsinkede, fordi der ikke er gjort »tilstrækkelige fremskridt.«