Terroren i Europa er faldet siden 80'erne: »Vi skal ikke gå i panik«

Adskillige terrorangreb har ramt Europa de seneste år, og flere taler om, at vi må vænne os til en ny tid.

Men antallet af vesteuropæere, der er omkommet ved terrorangreb, er faldet markant siden 1970’erne og 1980’erne, viser en graf udarbejdet af analysevirksomheden Statistica, som kan ses i bunden af artiklen.

»Det er ikke et argument for, at vi ikke skal bekæmpe terroren effektivt, men for at vi ikke skal gå i panik,« mener Carsten Bagge Laustsen, der er lektor ved Aarhus Universitet med speciale i terror og terrorbekæmpelse.

»Dog har terroren været stigende de seneste par år, og vi har en forventning om, at udviklingen fortsætter. Så på den måde må vi ikke blot forholde os til hvor mange terrorangreb, der har været i Vesten de seneste år, men også til, hvad som er muligt,« siger han.

Op gennem 70’erne og 80’erne var Vesteuropa hærget af flere terrororganisationer, bl.a. nordirske IRA og den tyske venstreekstremistiske terrororganisation Rote Armee Fraktion, RAF.

Laustsen peger på, at de vestlige terrorangreb har ændret karakter fra dengang til nu. For det første er der sket en forskydning i, hvilke motiver der ligger bag den.

»I 70’erne og 80’erne havde terrororganisationerne primært fokuserede politiske og ideologiske mål eller nationale i form af selvbestemmelse, hvorimod vi de seneste 15-20 år primært har set religiøst motiveret terror,« siger han.

Det har stor betydning for, hvordan grupperne bruger terror, mener Laustsen.

»Tidligere brugte grupperne ofte terror som et middel til at skabe opmærksomhed omkring deres sag i de indledende faser, men det var ikke et middel, der alene kunne ikke indfri deres mål. Så var de nødt til at udvikle sig videre til en politisk fase og lægge terroren fra sig,« siger Laustsen.

Når terrorgrupperne ikke har samme klare, politiske mål i dag, er det meget sværere at forhandle med dem, fortæller lektoren.

»Det er vanskeligt at forhandle med en religiøst orienteret terrororganisation, fordi for dem er det alt eller intet. Der er også nogle politisk motiver, men det er ikke dem, som dominerer,« siger han.

Samtidig peger han på, at terrorens karakter har ændret sig. Tidligere var terrorofrene særligt udvalgte efter politiske og ideologiske mål, fortæller han.

»Nogle, som man mente var objektivt skyldige. For eksempel tog RAF forretningsmanden Hans Martin Schleyer som gidsel, fordi han som industrimagnat var et symbol på kapitalismen, og fordi han havde en nazistisk fortid. Han inkarnerede forestillingen om, at den tyske stat var en totalitær, fascistisk stat,« fortæller han.

I dag er tendensen nærmere, at terroristerne forsøger at ramme så mange som muligt, fortæller lektoren.

»Terroren er ikke længere blot et strategisk middel, men også et mål i sig selv. Det handler om at skabe den størst mulige ødelæggelse, og det er derfor af mindre betydning, hvem der er ofre for den,« siger Lausten.

Laustsen peger endelig på en tredje udvikling fra 70’ernes terror og til i dag: ”Terroren er i stigende grad blevet global. Det startede sådan set med Sorte Septembers angreb ved olympiaden i München i 1972, men udviklingen er for alvor slået igennem inden for de sidste 20 år. Man kan sige, at for alle tre udviklinger indvarslede angrebene mod World Trade Center og Pentagon i 2001 en ny epoke: her blev vi for alvor bevidste om den religiøse, katastrofiske og globale terrorisme.