Forældreklager får børnehave til at bandlyse Alfons Åberg
Efter klager fra forældre stopper en børnhave i Sverige med at vise Alfons Åberg-film. Beslutningen skaber politisk splittelse i Malmø kommune.
Efter en børnehave i Sydsverige for nyligt droppede at vise Alfons Åberg-film som følge af adskillige klager fra vrede forældre, er en politisk strid i et kommunaludvalg i Malmø brudt ud. Det oplyser den svenske avis Sydsvenskan.
Børnehaven, Sadelmakarebyns Förskola, der ligger i byen Bunkeflostrand syd for Malmø, traf beslutningen om helt at stoppe med at vise film, da flere af institutionens børn tilsyneladende fik mareridt efter at have set Alfons Åberg-filmen ”Alfons og Uhyret”. Tegnefilmen er baseret på en børnebog af samme navn skrevet af den svenske forfatter Gunilla Bergströrm, der står bag alle Alfons Åberg-bøgerne.
Mens den ansvarlige for de kommunale børnehaver i Malmø, Rose-Marie Carlsson (S), ikke vil blande sig i børnehavens pædagogik, vækker beslutningen harme hos andre politikere i kommunen.
»Det er en enorm overdrivelse at stoppe al filmvisning på grund af dette,« siger gruppeleder af det liberale parti, Liberalerna, i det kommunale udvalg, Fredrik Sjögren, til Sydsvenskan.
Forældrene mener ikke, at filmen skulle være blevet vist på grund af dens »forfærdende karakter.« Desuden var forældrene overraskede over, at personalet ikke informerede dem om børnenes reaktion på filmen, da de hentede dem om eftermiddagen.
Ifølge gruppeleder Frederik Sjögren er det netop vigtigt, at børn stifter bekendtskab med Alfons Åberg.
»Jeg har selv børn i børnehaven og har set ”Alfons og Uhyret” flere gange. Filmen handler om Alfons’ angst efter, at han har været ondskabsfuld mod et andet barn,« siger han og påpeger, at budskabet handler om at stoppe mobning.
»Det er op til hver forælder, hvad man viser sine børn. Men børnehavens rolle er at forberede børnene til livet, hvor der både findes udfordringer, mobning og uro. Det er noget, som børnehaven skal diskutere og tage hånd om,« fastslår han.