Fortsæt til indhold
Europa

Voldsom weekend: Ildspåsættelser og flygtninge angrebet med baseballbat

Weekenden har budt på flere voldelig angreb mod flygtninge i Tyskland, en sprængladning og brand.

Ildspåsættelser ved flygtningehjem hører efterhånden desværre til hverdagen i Tyskland.

Men i weekenden eskalerede volden, og det kom til fysiske overfald i flere tilfælde.

Fredag aften var en ung, syrisk mand således på vej hjem i Hannover, da en personbil kørte op på siden af ham, og nogle mænd råbte fremmedfjendtlige ord mod ham. Kort efter stoppede bilen. Fem mænd steg ud, trykkede ham op mod muren, mens en slog ham i ansigtet.

Lørdag aften gik det ud over to syriske mænd, som stod uden for den gymnastiksal, som p.t. er deres bolig i Wismar i delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Pludselig dukkede omkring 20 maskerede personer op, bevæbnede med bl.a. baseballbat, som de gik til angreb med, hvorefter de stak af.

Tidligt søndag morgen gjorde 20-30 gerningsmænd ligeledes brug af baseballbat, da de i Magdeburg i delstaten Sachsen-Anhalt overfaldt tre syrere. Personerne flygtede, da civilklædte betjente greb ind. Dog lykkedes det at anholde en 24-årig mand, som siden blev løsladt.

I byen Jena i Thüringen var det en 27-årig syrer, som søndag morgen ventede på en sporvogn, da tre fremmede mænd overfaldt ham.

Ingen af ofrene blev livsfarligt såret, men måtte behandles på sygehuset.

Udover den 24-årige mand har politiet ikke anholdt eller sigtet personer i nogen af sagerne.

Men weekenden bød også på de velkendte brandanslag mod planlagte asylboliger og et hus, hvor der bor to asylsøgende familier.

I byen Freital i Sachsen skete der natten til søndag en eksplosion ved et flygtningehjem, hvilket resulterede i, at tre vinduer sprængtes. Én person, der lå og sov, da braget lød, fik snitsår i panden af det splintrede glas.

Politiet går ud fra, at der er tale om en højreekstremistisk forbrydelse.

»Jeg er rystet over niveauet af kriminel energi hos asylmodstandere. Jeg tager skarpt afstand fra det feje og koldblodige angreb mod en beboet asylmodtagelse og dermed mod beskyttelsessøgende mennesker,« udtaler indenrigsministeren i Sachsen, Markus Ulbig.

Delstaten er fødestedet for den islamkritiske bevægelse Pegida, som har demonstreret hver mandag i Dresden i over et år og har skabt flere overskrifter om højeekstremisme.

Også Freital har tidligere været i spalterne.

Her bor nemlig Pegida-grundlæggeren Lutz Bachmann, som har stået i spidsen for insisterende protester mod etableringen af et asylhjem i et tidligere hotel i byen.

Og det var også her, at en lokalpolitiker fra venstrepartiet Die Linke, Michael Richter, oplevede, at en mindre eksplosion blev udløst i hans parkerede bil.