Fortsæt til indhold
Europa

Schweiz stemte nej til mindsteløn

Første optælling viser, at 77 pct. af de schweiziske vælgere har stemt nej til at indføre verdens højeste mindsteløn.

Peter Pagh-Schlegel

I dag har de schweiziske borgere været ved urnerne for blandt andet at stemme om indførelsen af verdens højeste minimumsløn.

Valgstederne lukkede klokken 12, og første optælling viser, at 77 pct. af vælgerne har stemt nej. Det skriver flere udenlandske medier, deriblandt BBC.

Mindsteløn på 136 kroner i timen

Forslaget lød på, at timelønnen skulle være på minimum 22 schweizerfranc, hvilket svarer til 136 dansker kroner.

Til sammenligning har Tyskland netop indført en mindsteløn på 63 kroner, mens man i Danmark ikke har en regulær mindsteløn, da den bliver forhandlet af arbejdsmarkedets parter under trepartsforhandlingerne.

Høje levomkostninger i Schweiz

Gaderne i landets store byer har ellers været fyldt op med demonstranter, der mener, at 136 kroner i timen er en rimelig mindsteløn grundet de høje leveomkostninger i alpelandet.

Schweiz holder folkeafstemninger om politiske beslutningsforslag cirka hver tredje måned, da der er såkaldt "direkte demokrati" i landet. Det er i modsætning til i Danmark, hvor vi har parlamentarisme, og typisk kun afholder folkeafstemninger, hvis en stor andel af folketinget kræver det, eller hvis forslaget kræver en grundlovsændring.

Nej til køb af kampfly

Under samme afstemning tager schweizerne også stilling til et forbud mod, at pædofildømte arbejder med børn, og om forsvaret skal indkøbe svenske kampfly for adskillige milliarder kroner.

Vælgerne har stemt ja til forbuddet mod pædofile, mens de med et snævert flertal (51 pct.) har stemt nej til indkøbet af de svenske kampfly.