Fortsæt til indhold
Europa

6.000 anholdt i opsigtsvækkende sag

Omkring 24 mio. forfalskede varer er blevet beslaglagt af Interpol.

Den internationale politiorganisation, Interpol, har anholdt mere end 6.000 personer i en opsigtsvækkende sag om kopivarer.

Det drejer sig om organiserede kriminelle, der er sigtet for varemærkeforfalskning i både Sydamerika, Afrika, Asien og i Europa.

I omegnen af 24 mio. varer til en estimeret værdi af 750 mio. kr. er blevet beslaglagt under operationen, som Interpol har døbt henholdsvis Black Poseidon II i Europa, Etosha i Afrika, Hurricane i Asien og Pacific i USA.

Falsk alkohol og madolie

"Ulovlig import af kopivarer og varemærkeforfalskning handler ikke bare om, at kriminelle netværk skal generere et overskud. Det handler også om, at de specielle produkter kan udgøre en risiko mod befolkningens sundhed og sikkerhed," siger Michael Ellis, leder af Interpols afdeling for varemærkeforfalskning.

Interpol har bl.a. beslaglagt falsk alkohol, falsk madolie og falske bilmotorer, som ikke har været udsat for nogen form for kvalitetskontrol.

"Produkterne udgør en betydelig risiko for intetanende borgere, der ikke har nogen idé om, at varerne er blevet fremstillet på ulovlig vis," siger Michael Ellis.

21 fabrikker afsløret

Aktionen i Asien er den første af sin slags, og i det sydlige Kina blev hele 21 fabrikker, der havde specialiseret sig i produktion af kopivarer, lukket ned. Otte kriminelle syndikater blev i den forbindelse anholdt.

I den nordlige del af Kina blev 10 fabrikker med speciale i falske barbermaskiner lukket ned.

I Thailand er mere end 400 mennesker blevet anholdt. Det drejer sig primært om gadesælgere.

3.000 anholdt i Tyrkiet

Tyrkiet tegner sig for den største andel af anholdte - hele 3.000 personer har været involveret i handel med ulovlige varer, herunder 12 mio. pakker falske cigaretter.

I Polen har Interpol beslaglagt varer til en værdi af 150 mio. kr., og 200 personer er blevet anholdt.

200.000 falske genstande - primært tøj, parfume, alkohol, cigaretter og mobiltelefoner - blev beslaglagt i Namibia.

94.000 falske øl

Omkring 90 mennesker er blevet anholdt.

De kriminelle i Sydamerika har tilsyneladende specialiseret sig i forfalsket alkohol.

I hvert fald blev to destillerier i Colombia afsløret, mens 94.000 falske øl er konfiskeret i Chile.

Lanceret i 2012

Interpols aktioner blev lanceret i juni 2012 og har involveret 450 personer fra politi, toldmyndigheder og tilsynsmyndigheder fra 30 lande.

"Effektiviteten af vores organisation bliver i høj grad forbedret gennem godt samarbejde og støtte på tværs af landene, hvilket vores resultater gennem det seneste år viser," siger Michael Ellis.