Dansk bjergbestiger: Folk kan være fanget på Everest
Verdens højeste bjerg er ramt af jordskælvet i Nepal, og det kan vanskeliggøre evakuering af bjergbestigere.
Nepal er lørdag blevet ramt af det værste jordskælv i landet siden 1934, og mindst 449 mennesker indtil videre meldt omkommet forskellige steder i landet. Særligt er den store by Pokhara og hovedstaden Kathmandu hårdt ramt af skælvet.
Jordskælvet har desuden udløst laviner på Mount Everest, hvor otte personer meldes dræbt på bjergets sydside, der vender mod Nepal. Her meldes der om over 300 sårede.
Den danske bjergbestiger Ivan Braun skal senere på året bestige Mount Everest fra den modsatte side, og han har været i kontakt med venner, der befinder sig i området.
Herfra er beskeden, at mange bjergbestigere kan være fanget på bjerget, efter at en lavine har ødelagt ruten mellem den såkaldte advanced basecamp og Camp 1.
Ifølge Ivan Braun, der har en ven placeret i Camp 1, er alle bjergbestigere okay i den specifikke camp.
"Det seneste jeg har hørt er, at ruten hen over passagen Khumpu Icefall er blevet ødelagt af en lavine. Ruten er simpelthen forsvundet. Det betyder, at dem der sidder i henholdsvis Camp 1 og Camp 2 ikke har mulighed for at komme ned fra bjerget," siger Ivan Braun til Jyllands-Posten.
Når Ivan Braun i august begynder sin ekspedition på Everest sker det fra den tibetanske nordside af bjerget, hvor der indtil videre ikke meldes om omkomne.
Han befandt sig senest i Nepal i efteråret 2014, og her så han en af årsagerne til, at jordskælvet har så alvorlige konsekvenser i landet.
"Bygningskvaliteten er ikke den samme, som den vi kender i vores del af verden, og folk bor meget tæt i de store byer, så det er nemt at forestille sig, at et kraftigt jordskælv rammer meget hårdt i for eksempel Kathmandu," siger han.
Nyhedsbureauet Ritzau har været i kontakt med den danske bjergbestiger Carsten Lillelund Pedersen, der i øjeblikket befinder sig Base Camp på Mount Everest. Her hjælper han med at behandle nogle af dem, der er blevet såret af lørdagens laviner.
" Det er svært at danne sig et overblik over situationen lige nu, men der er mange tilskadekomne, og det er svært at forestille sig, at der ikke er døde. Lige nu er det kaotisk, og vi forsøger at hjælpe de sårede. Vi har vel cirka fem sårede i vores spisetelt, og i lejren ved siden af vil jeg gætte på, at der er 10," skriver han i en besked til Ritzau.
Ifølge det danske øjenvidne har der været mange laviner siden den første.
"Det er svært at se de efterfølgende laviner, og der er så mange - måske en hver femte minut - jeg er stoppet med at tælle. Det gør det svært at lede efter folk, men vi håber stadig på godt nyt," skriver Carsten Lillelund Pedersen på sin facebook-side.
Udenrigsministeriets borgerservice oplyser, at mindst 125 danskere i øjeblikket befinder sig i Nepal. Der er fortsat ikke oplysninger om danske tilskadekomne.