Fortsæt til indhold
International

Frygtet sygdom på vej ud af kontrol

Ebola: Dødelig virus breder sig til flere lande.

Lars From, International korrespondent

Sundhedsmyndighederne i Vestafrika har mistet kontrollen over det hidtil mest omfattende udbrud af den frygtede sygdom ebola.

Sådan lyder advarslen fra Læger uden Grænser og Red Barnet, der frygter, at den smitsomme og ekstremt dødelige sygdom vil brede sig til flere lande og til storbyerne.

518 mennesker er døde og 844 smittet i tre lande, viser de seneste tal fra FN’s sundhedsorganisation, WHO.

»Alle uafhængige aktører mener, at smitten er ude af kontrol,« siger Jonas Keiding Lindholm, næstformand for Red Barnet i Danmark.

»Det er en af de mest modbydelige sygdomme. Man har registreret syge i storbyen Freetown, der har over 1 mio. indbyggere. De syge er sendt væk, men hvis smitten for alvor rammer, vil det være en katastrofe.«

Op mod 9 ud af 10 dør

Ifølge Red Barnet vil det være næsten umuligt at begrænse smitten i en storby. Op til 90 pct. af alle smittede dør.

Hos Læger uden Grænser forudser medicinsk programmedarbejder Hanne Klink Epstein, at udbruddet vil brede sig til flere lande:

»Det er rigtig, rigtig alvorligt, og der er høj risiko for, at flere lande bliver ramt.«

WHO’s talsmand, Tarik Jasarevic, mener ikke, at udbruddet endnu er ude af kontrol, men erkender, at en bekæmpelse af sygdommen vil tage lang tid:

»Det er et seriøst og komplekst udbrud, og det er ikke noget, vi stopper i morgen.«

60 steder forsøger bl.a. sundhedsarbejdere beskyttet i ”rumdragter” at inddæmme udbrud, men nye tilfælde dukker konstant op.