Kommentar: International terrorisme og svage stater

Det har længe været kendt, at Al Qaida havde tætte forbindelser til grupper og miljøer i Sydøstasien. Således gemte Ramzi Yousuf, hjernen bag den første bombe mod World Trade Center i New York, sig i Filippinerne efter det delvist mislykkedes forsøg i 1993.

Inden han i 1995 blev fanget i Islamabad i Pakistan i færd med at planlægge et synkroniseret attentat mod 11 amerikanske rutefly, havde han opholdt sig i islamistiske miljøer i Filippinerne, hvor han dels havde været involveret i terrorisme, dels i træningslejre havde øst af sin store viden om fremstilling af bomber, herunder effektfulde minibomber, som selvmordsaktivister med kreative anlæg kunne skjule i skohæle.

Abu Sayyaf-gruppen, opkaldt efter en af heltene i den islamisk baserede, afghanske modstandskamp mod Sovjetunionen i 1980'erne, har længe hærget med kidnapninger og terrorisme på Mindanao i Filippinerne, ligesom det berømte fatwa-dekret, hvor Osama bin Laden bebuder, at det er enhver muslims pligt at dræbe amerikanere, uanset hvor de måtte befinde sig, er fremsat på vegne af en organisation, der repræsenterer islamister i en geografisk udstrækning fra Mellemøsten, Centralasien og Pakistan til Bangladesh. Tilsvarende kan man hyppigt i medierne læse om, at USA samarbejder med myndigheder i Georgien om bekæmpelse af al-Qaida medlemmer, der angiveligt skulle være involveret i det tjetjenske oprør mod Rusland.

Gang på gang er der forlydender om tilstedeværelse af Al Qaida-celler i de centralasiatiske bjerge, Sydøstasien, i Kina og fremdeles i Afghanistan og Pakistan. I lande som Yemen, Georgien og Filippinerne har USA udstationeret soldater, der skal bekæmpe Al Qaida-celler, og det seneste år har vi hørt om optrævling af netværk i Malaysia og Singapore samt i stigende grad om Al Qaida-aktivitet i Kashmir.

Allerede i august 1998 blev Østafrika ramt af terror. Det skete da en Al Qaida-relateret gruppe gennemførte et dobbelangreb på de amerikanske ambassader i Dar Es Salam og Nairobi. Første gang Al Qaida markerede sig i Afrika var i oktober 1993, da 18 marinere blev dræbt på markedet i Mogadishu i Somalien i den episode, som senere blev skildret i bogen og filmen "Black Hawk Down". Men navnlig siden ambassadebombningerne har det stået klart, at Al Qaida er godt organiseret i muslimske områder i Afrika.

Al Qaida er tilbage

Op til årsskiftet for 11. september og navnlig op til årsskiftet for indledningen af den amerikanske bombning af Afghanistan den 7. oktober har man konstateret en markant stigning i terroraktiviteten, der oven i købet er blevet fulgt op af utvetydige trusler fra den formentlig mest indflydelsesrige Al Qaida-leder efter Osama bin Laden, Ayman Al-Zawahiri. Truslerne blev fremsat, kort før bomberne på Bali sprang og bekræftede derved et mønster, som er blevet stadig tydeligere, nemlig at Al Qaida-ledere, som regel chefen selv, i almene vendinger bebuder større aktioner dage eller uger, inden de finder sted.

Efterretningstjenester verden over vurderede samstemmende, at det faktisk var Zawahiri, der talte på båndet, hvilket atter førte til spekulationer om, hvor Al Qaida-ledelsen i dag befinder sig efter de amerikanske tæppebombninger i Afghanistan. De fleste peger på grænseregionen mellem Afghanistan og Pakistan som det mest sandsynlige opholdssted. Terrænet her er rigt på gemmesteder, og de amerikanske tropper og deres allierede opdager stadig grupper på helt op til 100 Al Qaida-folk, der kun afsløres tilfældigt f.eks. ved, at en af dem ikke kan lade være med at anvende sin mobiltelefon.

Mens listen af optrævlede, forhindrede og mislykkede terrorplots rettet mod mål i Vesten siden 11. september 2001 efterhånden er lang, er Al Qaidas aktivitet tilsvarende vokset uden for Europas og USA's grænser. Navnlig kan man konstatere aktivitet i såkaldt svage stater.

Der er meget, som tyder på, at de nye terrornetværk søger tilflugt i disse svage stater, og at det er denne konstellation, som i dag udgør den helt store udfordring i bekæmpelsen af den globale terrorisme. Mens man med åbningen af arkiverne efter Den Kolde Krig kunne konstatere, at venstreorienterede og nationalistiske grupper havde nydt stor støtte fra Sovjetunionen og DDR, der både havde leveret våben, ydet økonomisk støtte og tjente som egentlige skjulesteder, søger de nye netværk mod stater, der på grund af deres svaghed tilbyder skjulesteder og måske også kan drage såvel økonomiske som politiske fordele af tilstedeværelsen af de nye netværk.

Netværkene skaffer selv deres våben, søger selv for finansiering og opererer i det hele taget mere som moderne globalt orienterede virksomheder, hvor kommunikation er den vigtigste aktivitet, når store terrorhandlinger skal planlægges og gennemføres. Det, de har brug for, er områder, hvor de kan gemme sig, hvor de kan have deres træningsfaciliteter, og hvor de kan etablere knudepunkter for indsamling og spredning af information.

Alt dette helt uden indblanding fra en eller anden regering, der jo primært vil pleje nationale interesser. Svage stater er stater, der er mangelfuldt udviklede, hvor centralregeringen kun formår at balancere mellem utallige interesser og konflikter og sjældent har territorial kontrol uden for hovedstaden - og endog aldrig helt her - og hvor der derfor er gode muligheder for, at grupper kan leve ugenert i f.eks. bjergområder. Ofte vil det endog være sådan, at terrornetværk til gengæld for at få husly tilbyder centralregeringen forskellige ydelser, der som i Afghanistan under Taleban omfattede levering af livvagter, økonomisk støtte samt egentlige soldater i borgerkrigen.

Undertiden kan det virke som om, terrornetværkene faktisk er mere ressourcestærke end de svage stater, der huser dem. Meget tyder på, at Taleban mere overlevede på Al Qaidas nåde og bekostning end omvendt. Alligevel har netværk som Al Qaida brug for de svage stater, fordi de trods deres mislykkede karakter i FN-regi fremstår som suveræne stater, hvis indre forhold f. eks. USA ikke uden videre kan blande sig i.

Forfejlet strategi

Dette er formentlig den egentlige baggrund for, at Al Qaida trods intens amerikansk jagt er tilbage: Der er simpelt hen kæmpeområder uden for Vesten, som netværket kan infiltrere og gemme sig i. Det kan dels benytte sig af de kontakter, der i årevis har været etableret, dels rekruttere nye.

Afhøringer af Ramzi al Shibh, der blev arresteret i Pakistan i september, samt optrævling af en Al Qaida-celle i Buffalo i staten New York omtrent samtidig, har afsløret, at Al Qaida meget målrettet arbejder i Sydøstasien med henblik på at mobilisere her. Her kan netværket etablere sig i stedet for i Afghanistan, og herfra kan aktioner organiseres såvel i som uden for regionen. En anden oplagt region er Østafrika, som aktionerne i 1998 og de netop gennemførte faktisk tyder på.

De mange terroraktioner, der er blevet forhindret i USA og navnlig i Europa, tyder på, at det forøgede beredskab virker, og at det er blevet svært at være terrorist i Vesten. Til gengæld må man formode, at motivationen til at indgå i anti-amerikanske og anti-vestlige netværk i dag er større end nogensinde, fordi den såkaldte krig mod terrorisme ud over forøget beredskab og politisamarbejde primært har bestået i militære aktioner og ikke i en vilje til at løse de politiske problemer, som terrorismen ernærer sig af.

Hvis USA var upopulær i Mellemøsten og Sydasien før 11. september, har krigen i Afghanistan, fjernstyrede likvideringer i Yemen, krigstrusler mod Irak, manglende engagement i den palæstinensiske sag samt stort set ukritisk støtte til Sharon i Israel ikke reduceret de anti-amerikanske følelser - tværtimod.

Aktionerne i Mombasa var tydeligvis specifikt rettet mod Israel og gør Israel alvor afaktivt at gå ind i kampen mod terrorisme uden for eget territorium, vil den USA-ledede krig mod terrorisme blive endnu mere optrappet og kompliceret, ligesom det kan i stigende grad bliver vanskeligt for navnlig de arabiske lande at støtte i jagten på terrorister. Aktionen i Mombasa kan derfor udmærket have haft til formål at skærpe den globale konflikt og trække fronterne mellem den jødisk-kristne verden over for muslimerne op.

Kombinationen af svage stater, stor motivation til at indgå i netværk og fraværet af politiske løsninger på de konflikter, som udgør terrorismens vækstgrundlag betyder, at den bekæmpelsesstrategi, vi i Vesten hidtil har valgt, nemlig at beskytte os med forhøjet beredskab på hjemmebane og bombe på udebane, er en Sisyfos-kamp uden konstruktive perspektiver.

Er det rigtigt, at truslen fra terrorisme stammer fra kombinationen af svage stater og globale netværk siger det sig selv, at den ikke kan fjernes med bomber - da skal hele verdensdele bombes. Terrorisme er i al sin blodige kynisme et politisk problem, og derfor må den militære strategi, det internationale politisamarbejde og det forhøjede beredskab suppleres med diplomatiske og økonomiske strategier baseret på politiske visioner til løsning af de politiske problemer, terrorismen ernærer sig af.